En drone med jetmotor har ifølge ukrainsk jernbaneselskab ramt en perron, hvor et tog gjorde klar til afgang.
Et russisk droneangreb på en togstation i den østlige del af Ukraine har dræbt 13 personer.
Det oplyser ukrainske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Foto: Ukraines Beredskab
Dronen ramte en menneskefyldt perron på den største togstation i byen Dnipro, mens folk var ved at stige om bord på et tog.
Ifølge det statslige jernbaneselskab, Ukrzaliznytsja, ramte en drone med jetmotor perronen, mens et pendlertog var ved at gøre klar til afgang mod den nærliggende by Zaporizjzja lidt længere sydpå.

Foto: Ukraines Beredskab
– På trods af en advarsel om forøget fare var der folk på perronen, lyder det fra selskabet ifølge Reuters.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver på X, at yderligere ti personer er blevet såret i angrebet.
Han bruger samtidig anledningen til at forholde sig kritisk til, at USA har sat visse sanktioner mod Rusland på pause.
– Sanktionerne mod Moskva og den russiske krigsmaskine må ikke lempes, så længe Ruslands krig fortsætter, skriver han.
RITZAU/Reuters