60 til 80 mennesker er såret, da bil kørte ind i julemarked, meddeler redningstjeneste ifølge Bild. Myndighederne kalder det for et angreb
En bil er kørt ind i en gruppe mennesker på et julemarked i den tyske by Magdeburg.
Der er mindst en død, oplyser politi ifølge regionalmediet MDR fredag aften.
En chauffør er blevet anholdt, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Myndigheder i Magdeburg går ud fra, at der er tale om et angreb. Det er en talsmanden fra delstatsregeringen, som siger, at det “sandsynligvis” var et angreb.
60 til 80 mennesker blev såret, da bilen kørte ind i menneskemængden, meddeler lokale redningstjenester ifølge Bild.
Brandvæsen og andre myndigheder er på stedet. Julemarkedet er blevet lukket.
Et øjenvidne siger til Bild, at bilen styrede direkte mod menneskemængden.
Det vrimler angiveligt med redningsvogne og -personale, melder et øjenvidne til dpa.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Magdeburg ligger i delstaten Sachsen-Anhalt i den østlige del af Tyskland. Julemarkedet ligger på pladsen Alte Markt lige ved rådhuset og nær floden Elben.
Arrangøren af julemarkedet opfordrer folk til at forlade bymidten.
Øjenvidner beskriver over for Bild, at det var en mørk BMW, som kort efter klokken 19.00 kørte ind i menneskemængden.
– Det er en frygtelig hændelse, netop her i dagene før jul, siger ministerpræsident i Sachsen-Anhalt Reiner Haseloff ifølge Bild.
I 2016 blev et julemarked i Tysklands hovedstad, Berlin, angrebet. 12 mennesker blev dræbt, da en lastbil kørte ind i en folkemængde.