Den danske sanger Andreas Odbjerg var indlagt på et spansk hospital omkring nytår. Oplevelsen har inspireret en ny single, der udkommer fredag.
I et Instagram-opslag nyårsdag annoncerede Andreas Odbjerg udgivelsen af en ny sang.
Sangen med titlen ‘Jeg tror jeg elsker dig for evigt’ udkommer fredag og kommer i kølvandet på en voldsom oplevelse.
Sangeren fortæller nemlig i endnu et Instagram-opslag søndag, at han kort inden nytår blev indlagt på et hospital i den spanske by Bilbao.
Ved hans side var hustruen Sabrina Ferguen, og det er blandt andet hendes støtte i situationen, der har inspireret det nye nummer.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘En ond østers’
Parret, der blev gift i 2023, var rejst til Bilbao for at fejre nytåret i det spanske.
Men turen blev ikke som forventet.
Natten til den 30. december blev Andreas Odbjerg nemlig hentet med en ambulance.
Årsagen var en voldsom forgiftning, som sangeren selv mener skyldtes en ‘ond østers’.
Hans krop kunne ikke optage væske, og derfor blev han fuldstændig dehydreret.
I 12 timer måtte Odbjerg ligge indlagt på hospitalet med et drop i armen for at komme til hægterne igen.
På Instagram fortæller han, at han er ‘helt okay’ igen.
Sabrina Ferguen var en enorm støtte under forløbet, og oplevelsen har ledt til reflektion for den 38-årige sanger:
“Sabrina var self ved min side hele vejen og det er også i sådan nogle situationer at det bliver meget tydeligt hvor højt man er elsket og selv elsker tilbage,” skriver Andreas Odbjerg på Instagram.
Nyt album på vej
Efter et 2025, hvor der har været relativt stille på udgivelsesfronten for Andreas Odbjerg, vender han i 2026 stærkt tilbage med et nyt album.
Den nye plade, som vi endnu ikke kender navnet på, bliver hans tredje efter ‘Hjem fra fabrikken’ i 2022 og ‘Un hommage’ i 2024.
Selvom han blot har udgivet to singler i 2025 – ‘USA’ og ‘Surprise party’ – har Odbjerg langt fra gemt sig fra offentligheden i det forgangne år.
I april spillede han nemlig sin første arenakoncert, da han indtog Royal Arena med en optræden der høstede enorm ros fra de danske anmeldere.