Anført af Kristina Esfandiari lægger det amerikanske band King Woman København i ruiner, når de tager deres stemningsfulde doom metal med til Lille Vega.
Doom metal-bandet King Woman indtager Lille Vega den 3. oktober.
Det meddeler spillestedet Vega selv i en pressemeddelelse.
Der er dermed lagt i kakkelovnen til en intens aften med knusende guitarriffs og mørke toner i selskab med Kristina Esfandiari og resten af det amerikanske band.
Bandet var senest albumaktuelle i 2021 med det anmelderroste ‘Celestial Blues’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Traumer og terapi i musikform
King Woman udgav debut-ep’en ‘Doubt’ tilbage i 2015 og fik straks opmærksomhed fra flere store medier.
I HuffPost forklarede frontkvinden Kristina Esfandiari, hvordan ep’en blev inspireret af hendes kamp med at distancere sig selv fra sin strengt religiøse opvækst.
Samtidig fortalte hun, at hun brugte musikken som en form for terapi.
Og hvis man lytter med til teksten, der ofte gemmer sig lidt bag massive flader af guitar og buldrende trommer, vil man også møde historier om dybrodede traumer og spirituelt oprør.
Genremæssigt blander King Woman den traditionelle doom metal med afarter af alternativ rock som grunge og shoegaze – heraf prædikatet doomgaze, som bandet til tider kategoriseres under.
Den intense energi fra bandets studieindspilninger skinner ligeledes igennem, når de optræder live.
‘Det er sjældent, at en koncert føles mindre som en optræden og mere som en rituel eksorcisme. Men det er netop den nerve, det San Francisco-baserede band King Woman perfektionerer, og den 3. oktober kan du opleve dem i Lille VEGA,’ lyder det i Vegas pressemeddelelse.
Esfandiari har mange jern i ilden som solist – under flere forskellige aliasser – og har gennem årene også været en del af flere forskellige bands.
Senest, hun udgav musik med King Woman, var i 2024, hvor bandet skabte to numre til den psykologiske gyserfilm ‘I Saw the TV Glow’.
Men nu er hun altså igen aktuel med bandet i live-sammenhæng, og i den forbindelse lægger hun heldigvis vejen forbi Danmark.
Billetsalget er startet.