En cyklist er alvorligt kvæstet og bragt til hospitalet efter en voldsom vigepligtsulykke. Cyklisten er ikke ved bevidsthed, og politiet har svært ved at identificere vedkommende
Politiet oplyser mandag morgen, at en cyklist er bragt til hospitalet i alvorlig tilstand.
Det er sket efter en påkørsel af en personbil, hvor den ene part ikke har overholdt sin vigepligt.
På stedet ses politiet sammen med øvrige redningsmyndigheder arbejde, mens den kvæstede er kørt afsted i ambulance med udrykning.
“Personen trækker vejret, men er ikke ved bevidsthed. Vedkommende har ikke noget ID på sig, så vi arbejder på at identificere personen,” siger vagtchef ved politiet Jacob Matthiesen til JydskeVestkysten i forbindelse med ulykken.
Presse-fotos.dk er ikke bekendt med, hvilken part der ikke har overholdt vigepligten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der mandag morgen har fået anmeldelsen om den alvorlige ulykke mellem personbilen og cyklisten i krydset mellem Møgelmosevej og Kongevej i sønderjyske Røddinge.
En bilinspektør er i forbindelse med den alvorlige ulykke blevet tilkaldt. Bilinspektøren er på stedet for at foretage undersøgelser, der senere skal danne ramme om en rapport om de nærmere omstændigheder til hændelsen.
OPDATERING:
Senere mandag oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at man nu har identificeret den tilskadekomne cyklist.
Der er tale om en 83-årig mand.
Manden er indlagt i alvorlig kvæstet tilstand på hospitalet, men der er ellers ikke nogen yderligere informationer om hans tilstand.
De nærmeste pårørende er blevet underrettet.
