Et større område er onsdag aften præget af massiv politiindsats, hvor blå blink oplyser boligblokkene, og flere patruljer kører frem og tilbage med hastige manøvrer. Politiet har blandt andet også en drone i luften.
Stemningen beskrives som intens, og beboere følger udviklingen fra vinduer og altaner.
Ifølge oplysninger fra Presse-fotos.dks udsendte er et kæmpe område blevet spærret af.
En ambulance holder centralt placeret, hvor en ambulancebehandler arbejder, mens en hundevogn ses holde foran afspærringen.
Politiet bevæger sig rundt i området og søger aktivt, og der er tydelig koordination mellem enhederne.
‘Politiet suser rundt herude,’ lyder det fra Presse-fotos.dks fotograf på stedet, som beskriver en situation med høj aktivitet og konstant bevægelse blandt patruljerne.
‘Politiet har også en drone i luften. Lyset på den er slukket,’ lyder det videre.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Vidner i området fortæller, at der kan være tale om et knivstikkeri. Oplysningerne er dog ikke bekræftet af politiet, og der foreligger endnu ingen officielle meldinger om, hvad der præcist er sket, eller om nogen er kommet alvorligt til skade.
Den omfattende indsats finder sted i Rosenhøj ved Kjærslund i Aarhus.
Presse-fotos.dk har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi, men politikredsen besvarer for nuværende ikke opkaldene.
Politiet arbejder fortsat i området onsdag aften, og situationen udvikler sig løbende.




