Alternativet vil hæve prisen på beboerparkering markant i København. Partiet foreslår, at den dyreste beboerparkering fremover skal koste godt 30.000 kroner om året mod 6.300 kroner i dag.
Det skal være dyrere at have bil stående parkeret i København.
Det skriver Alternativet i en pressemeddelelse.
Partiet vil bringe en markant højere pris på beboerparkering med ind i de kommende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Konkret ønsker partiet at hæve prisen på den dyreste parkeringsplads til godt 30.000 kroner om året. I dag koster den 6.300 kroner.
Ifølge Alternativet skyldes forslaget, at København har begrænset plads, og at en parkeret bil optager omkring 12-15 kvadratmeter af byens fælles areal.
”Det skal være billigere at vælge den grønne transport – ikke billigere at optage byens fælles plads med en privat bil. Vi mener, at prisen på beboerparkering skal afspejle den værdi, parkeringspladserne har i en storby, hvor der er begrænset plads”, siger Karoline Lindgaard, der er gruppeforperson for Alternativet i Københavns Borgerrepræsentation.
Partiet foreslår samtidig, at de ekstra indtægter fra dyrere beboerparkering blandt andet skal bruges på billigere kollektiv trafik samt investeringer i forholdene for fodgængere og cyklister.
Vil betale for den plads, bilen optager
Alternativets udgangspunkt er, at bilejere i højere grad skal betale for den plads, deres biler optager i byen.
”Plads er en mangelvare i København, og derfor skal vi være meget omhyggelige med, hvordan vi bruger pladsen. En af måderne, vi kan regulere det på, er ved at sikre, at bilejere betaler en reel pris for parkering, så vi forsøger at begrænse trængsel og skaber mere plads til cykler og byliv”, siger Karoline Lindgaard.
Alternativet fremhæver samtidig, at det ikke er alle københavnere, der ejer bil, selv om alle er med til at finansiere og dele byens fælles arealer.
“København skal indrettes efter mennesker – ikke efter parkerede biler. Når vi giver lidt mere plads tilbage til bylivet, får vi grønnere gader, renere luft og en mere levende by,” siger Karoline Lindgaard.
Forslaget er en del af Alternativets prioriteringer forud for de kommende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.
Det er dermed op til forhandlingerne at afgøre, om partiets forslag om markant dyrere beboerparkering bliver en del af den endelige budgetaftale.
