Køer kollapser: Minister kaldt i samråd

Fodertilsætningsstoffet Bovaer forvolder lige nu problemer hos danske mælkeproducenter.

Flere landmænd er fra den 1. oktober begyndt at tilsætte fodertilskuddet Bovaer for at reducere køernes metanudledningen.

Mange har dog oplevet uregelmæssigheder hos køerne, efter de er begyndt at tilsætte stoffet. Det skriver Landbrug & Fødevarer, som opfordrer til at melde ind, hvis man oplever problemer.

Uregelmæssighederne kan blandt andet omfatte mistrivsel og kollaps, erfarer Jyllands-Posten, der har talt med Kjartan Poulsen, formand for Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

“Vi bliver ringet op af landmænd, som græder i telefonen. Deres køer mistrives. Køerne vil ikke gå ind i malkerobotterne, de skal skubbes rundt, de spiser mindre og tygger mindre, og i nogle tilfælde kollapser de simpelthen. De kan ikke rejse sig,” siger Poulsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Adobe Stock.

Fødevarestyrelsens hjemmeside står der dog, at stoffet er sikkert, hvis brugt korrekt.

“Konklusionen er, at Bovaer ikke giver anledning til bekymring for dyrenes sundhed og forbrugernes sikkerhed eller for miljøet, hvis man bruger det efter reglerne.”

Hvorvidt der er problemer med stoffet, skal ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, nu redegøre for. Politisk leder for Alternativet Franciska Rosenkilde har i en video på sin Facebook-profil nemlig meldt, at hun og partiet indkalder ministeren til samråd.

‘Lige så gakket som det lyder’

I starten af året var Franciska Rosenkilde i ‘Go’ Morgen Danmark sammen med Jacob Jensen, hvor hun første gang italesatte bekymringer om fodertilsætningsstoffet Bovaer. Bekymringen er kun forværret, efter at flere sager med uregelmæssigheder hos køer er kommet frem.

I et opslag til videoen, hvor hun kalder ministeren i samråd, skriver Franciska Rosenkilde:

“Den (manglende) grønne omstilling er desværre baseret på mere eller mindre tvivlsomme teknologier. Senest eventyret om det kemiske tilsætningsstof Bovaer, der gives til køer så de bøvser mindre metan. Ja det er lige så gakket som det lyder! Men det værste er dog at det ikke er ordentligt testet, og nu viser det sig at det nok gør dyrene syge. Alternativet siger stop for Bovaer! Og ja tak til ægte klimahandling.”

Den politiske leder ønsker, at brugen af Bovaer sættes på pause, indtil stoffet er undersøgt igen.

Bovaer blev godkendt til brug i EU i april 2022.

Demonstrationer med samme navn har fundet sted i flere storbyer i Europa – også i København.