Mens valget er i gang, og folk strømmer til valgstederne, er det allerede nu klart, at hele 26 af de borgmestre, der blev valgt ved sidste valg, ikke sidder på posten efter valget.
Mens valgdramaerne udfolder sig rundt omkring, partierne laver valgaftaler på kryds og tværs, og lokalpolitikerne kæmper for at hente de sidste stemmer hjem, står det allerede nu klart i flere kommuner, at der bliver en ny borgmester ved roret efter valget.
Selvom mange borgmestre går efter endnu en periode, er det langt fra tilfældet i alle landets 98 kommuner. Flere har besluttet ikke at genopstille, og det betyder, at mange borgere allerede nu kan se frem til en ny borgmester.
(Artiklen fortsætter under billedet)

26 ud af de 98 borgmestre, der blev valgt ved sidste kommunalvalg, genopstiller nemlig ikke. Det skriver TV2.
Det betyder, at hele 26 kommuner med garanti får en anden borgmester end den, der blev valgt i 2021.
Ud af de 26 borgmestre er 10 stoppet før tid.
De borgmestre, der er stoppet før tid, sad i kommunerne Aalborg, Aarhus, Brøndby, Fredericia, Frederikshavn, Herlev, København, Nordfyn, Ringsted og Struer.
De øvrige 16, som sidder valgperioden ud, er borgmestrene i Allerød, Bornholm, Faaborg-Midtfyn, Holstebro, Jammerbugt, Kolding, Langeland, Lemvig, Læsø, Mariagerfjord, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Skive, Sorø, Varde og Viborg.
‘Jeg har fortjent at lave lidt mindre’
Blandt borgmestrene, der ikke genopstiller, er den tidligere håndboldtræner for kvinde- og herrelandsholdet Ulrik Wilbek, som er borgmester i Viborg Kommune.
Årsagen til, at han ikke stiller op, er, at han mener, at han har fortjent en mindre travl hverdag.
“Jeg har haft et liv, hvor jeg har haft ledelsesansvar i så mange år og haft så mange timer i døgnet besat. Nu synes jeg, at jeg har fortjent at lave lidt mindre,” siger Ulrik Wilbek til TV 2.
Udover Ulrik Wilbek siger Danmark også farvel til den nuværende længst siddende borgmester.
Borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm, har nemlig besluttet, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i 2025.
I stedet stiller Venstre-borgmesteren op til det næste folketingsvalg.
“Jeg har sagt ja, fordi nogen har været så venlig at spørge mig, om ikke det var min tur til at tage en runde i den manege,” forklarer han til TV2 Midtvest.
Læs mere om kommunalvalget og de vigtigste ting, du skal holde øje med, herunder.
Mens borgere strømmer til stemmeboksen, har mange Danske Spil-kunder allerede sat krydset.