I et ærligt interview fortæller Pelle Hvenegaard om sin kamp med alkohol, frygten for alkoholkulturen og ønsket om at give sin datter et stærkere selvværd, end han selv havde.
Den danske skuespiller, Pelle Hvenegaard, har aldrig lagt skjul på, at alkohol tidligere har spillet en overvejende negativ rolle i hans liv.
Og i et nyt interview med Morten Messerschmidt i podcasten ‘Ikke et ord om politik‘ åbner han yderligere op for, hvor meget alkoholen påvirkede både hans hverdag og syn på sig selv.
“Meget sent i livet opdagede jeg pludselig, at jeg havde det (problemer med sit alkoholindtag, red.). Fuldstændig. Mine sociale relationer – eller mine møder med piger og kvinder i den alder -, mine interaktioner med folk, hvor jeg syntes, jeg kunne noget, at jeg var klog, og jeg var sjov: Det var, når jeg var fuld,” siger Pelle Hvenegaard i podcasten.
Han blev gradvist bevidst om, at han ikke følte, han var noget, når han ikke var beruset. Særligt den erkendelse fylder i dag, når snakken falder på hans niårige datter.
“Jeg kan være bange for, at hun får svært ved at finde ind til kernen af sig selv. Det har jo været min store udfordring,” siger han og fortsætter:
“Min fornemste opgave er at sige, at hun skal hen til et sted, hvor hun bare er glad. Det vigtigste er hendes glæde”.
Frygter alkoholkulturen
Samtalen med den danske politiker får imidlertid også Pelle Hvenegaard til at reflektere over den udbredte alkoholkultur, der præger Danmark.
Her udtrykker han bekymring for den generelle alkoholkultur, der præger landet, men understreger samtidig, at han også retter blikket mod sig selv – og ikke kun kulturen som helhed.
“Når jeg kigger på alkoholturen, frygter jeg på min datters vegne, at vi bruger den som socialt smørremiddel. På den måde bliver vi en lille bitte smule underudviklet på det sociale,” siger han og beskriver, at mange unge mødes om alkohol.
Pelle Hvenegaard fik sit gennembrud som 12-årig, da han spillede titelrollen i ‘Pelle Erobreren’. Siden da har han været tv-vært på ‘Dagens Mand’, spillet hovedrollen i ‘På Fremmed Mark’ og spillet rigmandssøn i ‘2900 Happiness’.