Akademikerne kræver bedre vilkår for børnefamilier og initiativer mod stress, når OK26 går i gang.
Selvom de egentlige overenskomstforhandlinger først starter efter nytår, mødes repræsentanter for de statsansatte allerede i dag med finansministeren for at præsentere de krav, de tager med ind i forhandlingerne, der berører hundredtusinder af danskere.
Hovedorganisationen Akademikerne er en af dem, der skal præsentere deres krav for finansminister Nicolai Wammen.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen)
OK26
I 2026 skal alle offentligt ansattes overenskomster fornyes. Det er en fagforening eller hovedorganisation, der forhandler for at sikre løn, pension, ferie- og fridage og arbejdsvilkår gennem aftaler med arbejdsgiverne.
‘Nu er det børnenes tur’
“Det skal være slut med, at pressede forældre enten må tage en sygedag eller stikke de små en Panodil og så sende dem i institution eller skole med snotnæser og ondt i halsen.”
Det skriver Akademikerne i en pressemeddelelse.
Tomas Kepler, formand for Akademikerne, besøger i dag finansministeren for at præsentere organisationens krav til overenskomstforhandlingerne for 2026.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Akademikerne vil blandt andet have barns tredje sygedag og børnebørnsomsorgsdage, så forældre ikke skal vælge mellem job og syge børn.
”Nu er det også børnenes tur. Det er helt skævt, at voksne bliver hjemme, til de er raske, mens børn sendes i skole eller institution efter to dage og på Panodiler. Det skal være slut med, at børn har dårligere vilkår end voksne, og at forældre tvinges til at sende syge børn af sted med dårlig samvittighed,” siger Tomas Kepler.
Organisationen vil også have indført værn mod stress, for eksempel forebyggelse og fastlæggelse af økonomisk ansvar. Derudover ønsker de krav om fritvalgskonto og større fleksibilitet.
Endelig vil Akademikerne tage kampen op mod lønefterslæbet i den offentlige sektor, som ifølge Tomas Kepler risikerer at vokse yderligere.
“Vi er i en situation, hvor du kan få 10.000 kr. mere om måneden, hvis du som akademiker skifter til det private med tilsvarende job, ansvar og opgaver. Og samtidig er arbejdsvilkårene også på niveau eller bedre. Det løngab vil arbejdsgiverne nu gøre endnu større. De gambler med hele den offentlige sektor, og det vil vi ikke finde os i længere,” siger formanden.
Regeringen går frem i ny meningsmåling, mens et mandat skiller blå og rød blok.