Afsnit 100 i ‘Klovn’ markeres med særlig udstilling

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Komedieseries mest ikoniske øjeblikke vil kunne opleves i en udstilling, der åbner i slutningen af august.

TV 2 åbner en udstilling i København i anledning af, at komedieserien “Klovn” runder 100 afsnit søndag 23. august.

Det bekræfter TV 2 over for TV 2 Kosmopol.

Billeder på mediets hjemmeside viser, at udstillingen snart åbner på Gammel Kongevej på Frederiksberg.

I vinduerne på bygningen ses seriens logo og ordene “Klovn – Hall of Shame” efterfulgt af mærkatet “Åbner snart”.

Udstillingen er sat til at åbne 25. august og frem til 30. august, hvor man gratis vil kunne opleve den.

TV 2 Kosmopol skriver, at fans i den kommende udstilling vil kunne genopleve nogle af seriens mest ikoniske øjeblikke, historier og genstande.

Bag hitserien er komikerne Frank Hvam og Casper Christensen, der 19. juli havde premiere på den nyeste sæson af serien.

Den nye sæson har undertitlen “Nul sex”.

– I privatlivet bevæger Frank sig ud på ukendt grund, men han har sin trofaste makker, Casper, med. Han er dog ikke til meget hjælp, da han selv har sit at slås med, lød det i beskrivelsen af handlingen, da serien blev annonceret i juni.

I “Klovn” spiller de karikerede udgaver af sig selv.

Sæsonen har fået en varm modtagelse af anmelderne, der især har rost de to idémænds evne til fortsat at få seerne til at krumme tæer og grine højt efter 21 år med den populære serie.

Ligesom Casper Christensen og Frank Hvam spiller karikerede udgaver af sig selv, gør en stribe kendisser det samme.

I den nye sæson er der gensyn med Klovn-kendinge som Lars Hjortshøj, Michael Carøe og Tomas Villum Jensen, og så dukker et ansigt fra fortiden også op, ligesom flere musikkendisser og skuespillere medvirker i korte gæsteoptrædener, fremgår det af TV 2’s programsite.

Ud over såkaldte cameos fra kendte personer er der også en række fiktive karakterer med i universet, heriblandt Mia, Pykker, Fætter Andreas og revisor-Kurt.

Første sæson af “Klovn” havde premiere på TV 2 tilbage i 2005.

Siden er det blevet til tre spillefilm og nu en 11. sæson.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce