Ældre Sagen kræver ‘omsorgsgaranti’

Mens partierne debatterer skat og helligdage, vil Ældre Sagen dreje snakken over på retten til omsorg.

Torsdag blev det officielt.

Danmark skal til folketingsvalg den 24. marts.

Spekulationerne om, hvorvidt Mette Frederiksen ville trykke på valgknappen før tid, viste sig at holde stik.

Lige efter hastebehandlingen af fødevarechecken bad statsministeren nemlig om ordet for at komme med en “udtalelse af særlig karakter”.

“Kære danskere. Jeg har i dag indstillet til Hans Majesæt Kongen, at der udskrives valg,” lød det.

Dermed blev valgkampen for alvor skudt i gang. Valgløfter, krav og politiske udspil bliver nu rullet ud i massevis fra partierne.

Formueskat og Store Bededag er blandt de varme emner.

Men ifølge Ældre Sagen bør valget centrere sig om et helt andet område.

Kræver ‘omsorgsgaranti’

“Det er nogens mor, der ligger i sit eget opkast i timevis. Det er nogens far, der trykker på nødkald, uden at nogen kommer i timevis. Det er familier, der bliver slidt op og står magtesløse tilbage. Det kan vi ikke acceptere i et velfærdssamfund som vores.”

Sådan lyder det fra administrerende direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup i en pressemeddelelse.

Ældre Sagen modtager hver dag henvendelser fra pårørende til ældre, der oplever omsorgssvigt, skriver organisationen.

Det kan være en mor, far eller ægtefælle, som ikke får den pleje, de har brug for.

Ældre Sagen kræver derfor, at der indføres en “omsorgsgaranti”.

Garantien skal sikre mere tid til omsorg, bedre normeringer, de rette fagligheder og en forsikring om, at man bliver taget hånd om i tilfælde af svigt.

Dertil efterspørger organisationen realistiske køreplaner i ældreplejen og ensartede kvalitetskrav til den sundhedsfaglige behandling i kommunerne.

Afslutningsvis vil Ældre Sagen have en uafhængig ældreombudsmand, der kan gribe ind, hvis kommunerne fejler.

Se også
Nye Borgerliges valgdrøm brister