Forsikringsselskaber råder til at droppe ukrudtsbrænderen
Det er knastørt over store dele af Danmark, og det får nu forsikringsselskaberne Topdanmark og If til at fraråde brug af ukrudtsbrænder.
– Det har vi valgt at gøre, fordi vi erfaringsmæssigt ved, at antallet af skader forårsaget af ukrudtsbrænder stiger, når det er så tørt som nu, siger boligchef i Topdanmark Helene Ibsen.
Søndag er tredje dag i træk, hvor tørkeindekset hos DMI næsten er helt i top.
Niveauet opgøres til 9,2 på skalaen fra 1 til 10. Det betyder, at det øverste jordlag er udtørret og i gennemsnit mangler 92 millimeter vand.
Det kan skabe farlige situationer, hvis man tager ukrudtsbrænderen i brug nær huset, påpeger Helen Ibsen.
– Mange har træterrasser ved deres huse, og hvis man er i gang med ukrudtsbrænderen, kan ilden lynhurtigt få fat og brede sig, siger Helene Ibsen.
De første skader relateret til ukrudtsbrænder er begyndt at tikke ind, oplyser hun uden dog at kunne sætte et konkret antal på.
– Nogle tænker, at hvis de bare har en spand vand stående klar, så rækker det. Men det forslår ingenting, hvis ilden først får fat, siger Helene Ibsen.
Selv om selskabet fraråder brugen af ukrudtsbrænder, er det ikke ensbetydende med, at skader efter brug af brænderen automatisk vil blive afvist.
– Der skal rigtig meget til, før vi kommer i den situation.
– Hvis man eksempelvis har brugt ukrudtsbrænder i en situation, hvor der har været forbud mod åben ild, så vil det blive set som en skærpende omstændighed, og så kan man tale om grov uagtsomhed.
– Men det er ikke noget, man kan sige noget generelt om. Det vil være en vurdering af den konkrete situation, siger Helene Ibsen.
Hos Danske Beredskaber opfordrer man til at “udvise forsigtighed ved enhver afbrænding, optænding og brug af apparater med ild i så som ukrudtsbrændere”.
Det fremgår af beredskabernes hjemmeside.
Tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at ukrudtsbrændere sidste år var skyld i mere end 400 udrykninger.
I torsdags var en ukrudtsbrænder skyld i en garagebrand i Haderslev. En person blev sigtet i sagen.
Læs også: Stigevogn og fem brandbiler i aktion: Bygning står i lys lue