Det varmere sommervejr bliver nydt i stor stil. Men der kan også være en ganske farlig risiko, som ligger og lurer.
Det er nemlig blevet højtid for de små pestilenser herhjemme, og det er ikke helt uden risiko.
Flåten kan nemlig bære TBE-virus – også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse – der kan blive overført til mennesker via bid.
Statens Serum Institut (SSI) har derfor opgjort de risikoområder, hvor der er størst sandsynlighed for at møde en flåt i det danske sommerland.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De oplyser, at man af kendte områder har Bornholm og Tisvilde Hegn og omegn (Halsnæs og Gribskov kommuner).
Ydermere vurderer SSI, at der kan være flere afgrænsede risikoområder i følgende kommuner:
Lyngby-Taarbæk, Allerød, Fredensborg, Furesø, Helsingør, Hillerød, Hørsholm, Rudersdal, Vordingborg og Faxe.
Desuden oplyses det, at Egedal, Odsherred og Randers er nye mulige risikoområder.
De fleste mennesker kan blive smittet med TBV-virus uden at få symptomer.
I nogle kan man dog få symptomer, der kan svare lidt til en ‘sommerinfluenza’ med feber, hovedpine og muskelsmerter.
I de værste tilfælde kan man opleve symptomer på hjernebetændelse med kraftig hovedpine, svimmelhed, kvalme og opkastninger, nakkestivhed, psykiske symptomer, og eventuelt kramper og lammelser
Hvis man skulle være så uheldig at finde en flåt, skal den fjernes med det samme. Det kan gøres med sine fingre men allerhelst en pincet, da man bedre kan sikre sig, at få hele flåten med.
Man kan med fordel minimere risikoen for flåtbid ved at have så få bare hudområder som muligt, når man er i naturen. Desuden kan myggeafvisende midler også have forebyggende effekt mod flåtbid, oplyses det.
Risikoperioden i Danmark er normalt fra maj til oktober måned.