Politisk ordfører vil ‘Trump-sikre’ Danmark og Grønland

Trumps seneste udmeldinger om Grønland fik søndag statsminister Mette Frederiksen til at sende en klar besked til den amerikanske præsident. Nu følger flere partier trop.

“Jeg er nødt til at sige det meget direkte til USA: Det giver absolut ingen mening at tale om, at det skulle være nødvendigt for USA at overtage Grønland. USA har ingen adkomst til at annektere et af de tre lande i Rigsfællesskabet.”

Sådan skrev Mette Frederiksen i et opslag på Facebook søndag.

Opslaget kom i kølvandet på nye kommentarer fra USA’s præsident, Donald Trump, om amerikansk interesse i Grønland. Her understregede han endnu en gang, at amerikansk kontrol ifølge ham er en nødvendighed.

“Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed. Danmark kommer ikke til at være i stand til at løfte opgaven,” fortalte Trump til medrejsende journalister ombord på det famøse fly Air Force One. Det skriver TV 2 i deres liveblog.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Trump-udsending nævner Grønland i video
Illustrationsfoto.

‘Grønland kan meget vel blive næste mål’

To partier følger nu statsministerens fodspor og kommenterer på Donald Trumps nye udmelding om Grønland.

Liberal Alliancens partiformand Alex Vanopslagh sætter i et opslag på Facebook ord på relationen mellem Grønland, Danmark og USA.

“Grønland er ikke til salg. Og det er godt, at Danmark og Grønland i fællesskab sætter foden ned for den retorik, vi lige nu ser fra vores tætteste allierede. Det er der brug for,” skriver han.

I opslaget skriver han samtidig, at han håber, at der kommer “en mere respektfuld tone fra USA”.

Også Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, kommenterer Donald Trumps seneste opsigtsvækkende udmelding på Facebook. Her er tonen dog markant skarpere.

I et længere opslag advarer han om, at USA’s angreb på Venezuela kan blive en glidebane mod øget amerikansk aktivitet rettet mod Grønland.

“Grønland kan meget vel blive næste mål. Det siger Trump ærligt. Og nu har han vist at han mener det. I Trumps hoved minder argumenterne for at gå ind i Venezuela meget om argumenterne for at gå ind i Grønland,” skriver Pelle Dragsted.

Se også
Skræmmende meldinger om Grønland efter angreb: ‘Snart …’

Samtidig sender han en stikpille til både europæiske ledere og den danske regering, som han mener har reageret alt for passivt.

“Mange europæiske ledere turde ikke fordømme Trumps angreb, men holdt sig til vage formuleringer om at de skam følger med i situationen. I Danmark har regeringen med et flertal i Folketinget endda valgt at oprette Trumpbaser på dansk jord. En aftale som træder i kraft i de selvsamme dage hvor Trump har gentaget sine trusler,” skriver den politiske ordfører.

I slutningen af opslaget opfordrer Pelle Dragsted til, at der tages drastiske skridt for at “Trump-sikre vores land”, blandt andet ved at sikre Danmarks uafhængighed af USA.

Korte videoer