Aarhusiansk festival udvider programmet

Den aarhusianske Spot Festival kan nu løfte sløret for 19 nye navne, der bringer programmet snublende tæt på målstregen.

Om blot en måned indtager den årlige Spot Festival endnu en gang Aarhus med optrædener fra en lang række af de mest spændende navne fra Danmark og resten af Norden.

Festivalen har været et tidligt udstillingsvindue for stjerner som MØ, The Minds of 99, Ukendt Kunstner, Gilli og Jada.

I 2026 vil mere end 150 kunstnere og bands indtage 20 venues over to dage.

Spot har allerede annonceret størstedelen af programmet, og med yderligere 19, der nu er tilføjet til plakaten, er det endelige program meget tæt på at være fuldendt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Velkendte navne blander sig med vækstlaget

Spots hjemmeside annoncerer de 19 nye navne til årets festival.

Den nye musikpakke spænder over en bred vifte af genrer og præsenterer kunstnere, der er på vidt forskellige karrierestadier.

Der er sågar flere af de nye navne, der allerede har slået deres navn fast på de danske hitlister.

Det er for eksempel rapperen Icekiid, der egentlig næppe har brug for det karriereboost, som en Spot-optræden ofte kan give nogle af de mindre kendte navne.

Han har nemlig allerede toppet hitlisten med ‘ErruDumEllaHvad’ og Tobias Rahim-samarbejdet ‘Dark Room’.

Ikke desto mindre spiller han op til en gedigen aarhusiansk fest med sine varme dancehall-rytmer på årets Spot Festival.

Soul-revivalisten Calby har også allerede hittet stort med nummeret ‘Burnout’.

Den danske sanger rundede de 40 år i januar, men han er langt fra færdig.

Efter et par års udgivelsespause har han udgivet to stærke singler i ‘While I Wait’ og ‘Deeper Love’ siden efteråret. Calby har ikke officielt annonceret sin tredje plade, men det virker til, at noget er på vej.

Trioen Lakes & Fires byder også på et ganske velkendt ansigt. Stjernesangeren Shaka Loveless, der har hittet med numre som ‘Tomgang’ og ‘Ikke mere tid’, spiller nemlig bas i det psykedeliske ‘desert soul’-band.

Stærke kvindelige navne

Selvom der er en fin kønsbalance i dagens bandpakke, er det værd at fremhæve det væld af stærke kvindelige artister, der er blandt de 19 nye navne.

Soloartisterne Ericka Jane, Iomfro, Karoline Mousing, Veronika Rud og Luanna Elise kommer med hver deres unikke lyd til Spot. Og programmet byder samtidig på både en kvindelig duo og trio i form af henholdsvis Lueenas og Nothing Personal.

Vi finder yderligere en kvindelig stemme i form af Marie Kildebæk, der er forsanger i Yör, som netop har udgivet deres andet studiealbum.

Og så er der sågar nonbinær repræsentation i form af anmelder-darlingen Barbro.

På herresiden finder vi desuden den tidligere Yung Coke, Elias Boussnina, samt Jonathan, Dupont, Luca Stereo, Holdo, Abcitoo og Gustaf Ljunggren.