Skæbnens time er ankommet. Skal du have penge tilbage, eller skylder du penge?
Tidligere fredag havde over 45.000 mennesker stillet sig i kø ved TastSelv.
Det kan vise sig at have været en yderst god idé. Nu er der i hvert fald åbent for, at man kan se sin årsopgørelse.
Det oplyser styrelsen til Ritzau.
Officielt var det først på mandag, at man kan tilgå sin årsopgørelse, men styrelsen har altså for vane at åbne det op, så man kan tilgå det fredagen før.
Det har de også gjort denne gang.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Når man allerede nu kan tjekke, om man skal have penge tilbage eller betale penge i skat, skyldes det, at Skattestyrelsen som vanligt tester systemerne inden den officielle åbning.
Frem mod mandag kan der være justeringer og rettelser i TastSelv, ligesom der kan være perioder med længere ventetider, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Udbetalingen af overskydende skat sker fra 24. april.
Sidste år fik 3,8 millioner danskere samlet udbetalt 25,4 milliarder kroner i overskydende skat.
800.000 danskere skulle derimod betale samlet 7,8 milliarder kroner i restskat.
Fristen for at rette i årsopgørelsen for 2025 er 20. maj.
