Antallet af kvindedrab i 2025 har nået et niveau, der kræver en større indsats. Det mener retsudvalget, der har indkaldt justitsminister Peter Hummelgaard i åbent samråd.
2025 har haft et allarmerende antal kvindedrab, og der er allerede nu registreret mere end dobbelt så mange tilfælde som sidste år.
For en måned siden skrev justitsminister Peter Hummelgaard på sin Instagram, at alt for mange kvinder bliver slået ihjel af deres partner eller ekspartner. Han skrev samtidig, at der er brug for en større indsats på området.

I går var Peter Hummelgaard indkaldt i åbent samråd af Radikale Venstres Martin Lidegaard og Alternativets Helene Brydensholt for netop at fortælle, hvordan regeringen agter at imødegå stigningen i drab på kvinder.
Samrådet blev indledt af Helene Brydensholdt, som listede de 15 registrerede kvindedrab i 2025. Hun efterspurgte hertil regeringens plan for at vende den drabelige kurve.
Justitsministeren er ikke i tvivl om, at der er behov for indsatser og nye overvejelser om, hvordan problemet kan håndteres.
“Hver eneste drab er et for meget. Derfor skal vi på Christiansborg og hos myndighederne løbende overveje, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge sådanne drab,” siger Peter Hummelgaard.
Efterfølgende fortalte justitsministeren om de initiativer, justitsministeriet er i gang med at undersøge. Her indgår en udvidelse af fodlænkeordningen og en skærpelse af straffen for grov og simpel vold begået mod en partner eller børn og de alvorligste voldtægter.
Formanden for kriminalitetsforebyggelseskommissionen er blevet bedt af justitsministeren om at have et særligt fokus på partnerdrab og forebyggelse i deres arbejde.
I dag påbegynder regeringen forhandlingerne om et nyt politiforlig. Her forventer justitsministeren, at politiets sager om eksempelvis vold i hjemmet har et særskilt fokus.
Ligestillingsministeriet og justitsministeriet undersøger fortsat tiltag for at blive bedre til at forebygge partnerdrab.