Mere end 1.400 underskrifter på under to døgn: Vil hive kontroversiel musiker af Copenhell-plakaten

Bookingen af Marilyn Manson, der er blevet anklaget for mishandling og seksuelle overgreb af flere kvinder, har resulteret i stor kritik af Copenhell.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Tirsdag kunne Copenhell stolt præsentere 21 nye navne til næste års festival på Refshaleøen.

Blandt dem var hovednavnet Parkway Drive og andre markante bands som Primus og Sublime.

Men særligt ét navn på plakaten er ikke faldet i god jord hos alle.

På Instagram flyder det over med kritik af bookingen af Marilyn Manson, der gennem de seneste år er blevet anklaget for adskillige seksuelle overgreb samt fysisk og psykisk mishandling af en række kvinder.

Samme dag som annonceringen af den kontroversielle rockmusiker og hans band blev en underskriftindsamling oprettet med det tydelige formål at få ham pillet af plakaten.

Den underskriftindsamling er siden blevet støttet mere end 1.400 gange på mindre end to døgn.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arkivfoto

‘Uansvarligt og absurd’

‘Marilyn Manson er blevet booket til Copenhell’s lineup i 2027. Manson har flere sager omkring voldtægt på sig der gør at det er uansvarligt og absurd at lade ham optræde.’

Sådan lyder det indledningsvist i motivationen for underskriftindsamlingen, der er oprettet på siden iPetitions af en bruger, der kalder sig ‘C B’.

Initiativtageren og underskriftindsamlingens mange støtter mener ikke, at bookingen af Marilyn Manson stemmer overens med festivalens image og grundlæggende moralkodeks.

‘Copenhell er en festival skabt til diversitet og mangfoldighed omkring metalmusik og ikke til at give frie tøjler for horrible mennesker. Af alle de kvinder der deltager på Copenhell er der en klar besked og hentydning i at de ikke kan være trygge når en voldtægtsforbryder for lov til at optræde og blive hyldet,’ lyder det, før indsamlingens klare krav stilles op:

‘Copenhell og Live Nation bør stå til ansvar og tage Manson af næste års lineup.’

Skal i retten næste år

I februar 2021 var skuespiller og Marilyn Mansons eks-forlovede Evan Rachel Wood den første af en lang række kvinder til at rette ganske alvorlige anklager mod rockmusikeren med det borgerlige navn Brian Hugh Warner.

Ifølge Wood blev hun groomet og groft mishandlet af Manson gennem deres tre år lange forhold.

Siden stod flere kvinder frem med anklager om blandt andet mishandling og seksuelle overgreb.

Manson er ikke blevet sigtet eller dømt i en straffesag. Men har været involveret i en række søgsmål, hvoraf to er endt i et forlig, og et enkelt er blevet afvist, da det påståede offer i første omgang mistede sin advokat og senere trak anklagen tilbage.

Den 57-årige musiker er fortsat involveret i søgsmål anlagt af to forskellige kvinder. Han skal i retten den 15. november 2027, hvor han af sin tidligere assistent Ashley Walters blandt andet er anklaget for seksuelt overgreb.

Manson og hans advokater har konsekvent afvist anklagerne.

Du kan læse mere om anklagerne mod musikeren her.

Se også
Anklaget for adskillige seksuelle overgreb: Nu skal han spille på Copenhell
Se også
Copenhell står fast på Manson-booking: ‘Alene for musikkens skyld’

Copenhell forsvarer bookingen

Tirsdag forsvarede Copenhell deres booking af den kontroversielle figur i et mailsvar til Presse-fotos.dk.

Her anerkendte arrangørerne kritikken, om end de stod fast på bookingen.

‘Copenhells program består hvert år af omkring 80 forskellige bands, og vi har gennem årene haft en del kontroversielle navne på plakaten. Vi forventer på ingen måde, at alle skal dele vores syn på hver eneste booking, og vi respekterer, at der er vidt forskellige holdninger til vores program,’ lød det fra festivalarrangørerne, der imidlertid slog fast:

‘Vi fastholder dog samtidig, at festivalen godt kan præsentere et band alene for musikkens skyld uden at bakke op om problematiske handlinger og udtalelser blandt dets musikere.’

I mailen fremgik det desuden, at festivalen har fokus på tilskuernes tryghed og sikkerhed. Og den mener arrangørerne ikke, at Manson udgør en trussel mod.

Du kan læse hele Copenhells svar her.

Presse-fotos.dk forsøger også at få en kommentar på underskriftindsamlingen, men Copenhell er ikke vendt tilbage på henvendelsen i skrivende stund.

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce