Mikenta-profil tager tredje bælte på fem måneder

Efter at have kæmpet sig til titler i både juni og oktober, kan Malek Zein nu holde juleferie med tre bælter hængende på væggen.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Albertslund-klubben Mikenta har en stolt tradition for at udklække stærke fightere.

Og den tradition har 24-årige Malek Zein for alvor videreført gennem de seneste fem måneder.

Lørdag den 7. november var han igen i aktion ved et stævne i Canada. Og her trak han sig sejrsrigt ud af mødet med en candisk hjemmebanehelt.

Dermed kunne han tage sit tredje titelbælte på fem måneder med hjem til Danmark.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Malek Zein er i kyndige hænder hos Mikenta. Her ses han iført sine tre titelbælter i selskab med klubbens stifter og mangeårige træner Brian Talarek (til venstre) og den daglige leder og professionelle MMA-fighter Mikkel Lund. Sidstnævnte var i Zeins hjørne i Canada. Foto: Mikenta

Alle gode gange tre

Ved stævnet Undisputed: International Muay Thai Fights i Calgary, Canada stod Malek Zein over for canadiske Sebastian Vaughan.

Vinderen kunne forlade ringen med det såkaldte Challenger International Prestige Belt.

Begge fightere havde tydeligvis forhåbninger om at tage bæltet med hjem. Så det blev et intenst og tæt opgør.

I sidste ende var det dog Zein, der trak det længste strå og tog sejren på en split decision.

Den danske fighter ser selv tilbage på kampen i en pressemeddelelse:

”Jeg kan tydeligt huske, at jeg står lige inden femte og sidste runde. Vi står helt lige, og jeg ved godt, at det ikke er nemt at vinde på point på udebane. Så Mikkel (Lund, red.) kigger på mig og siger ’nu skal du fandme give den gas. Du skal lave meget mere end ham, holde paraderne oppe og ikke give ham en chance for at score point.’ Og jeg ved jo godt han har ret. Dommerne skal ikke være i tvivl om, hvem der styrer den sidste runde. Så jeg vidste godt, at nu var det bare alt eller intet,” fortæller Malek Zein.

Titelbæltet var ikke den eneste præmie, Zein kunne tage med hjem til Danmark.

Opgøret blev nemlig også udvalgt som ‘fight of the night’, hvilket blev belønnet med et stort trofæ og nye handsker.

Med det nye bælte kan Mikenta-fighteren nu udvidede sin imponerende samling endnu en gang.

Den 13. juni tog han WKU’s K1-titel i 67-kilosklassen i Nordirland, da han besejrede den lokale favorit Conal “The Juggernaut” McBrearty.

Den 3. oktober kom endnu en titel i hus, da Zein vandt det danske ISKA-mesterskab i Muay Thai i 63,5-kilosklassen ved Elite Fight League 5 i Taastrup Idrætscenter.

Og i lørdags blev det altså til alle gode gange tre med Challenger International Prestige-bæltet.

Flere danskere i aktion

Malek Zein var ikke alene på sin tur til Canada.

I sit ringhjørne havde han nemlig Mikkel Lund, der ud over at være en mangeårig muay thai-profil og nu MMA-prof står i front for Mikentas daglige ledelse sammen med Simon Talarek.

Og så havde klubben desuden endnu en fighter i ringen.

I aftenens main event mødte Matthias Usuwiel nemlig canadiske Tristan Tooze i et opgør, hvor der ligeledes var et bælte på spil.

Mikenta-fighteren leverede en stærk præstation i en tæt kamp, der blev afgjort på en split decision.

Desværre gav canadierens lange rækkevidde ham en fordel, og det udnyttede han til at tage en smal sejr over Usuwiel, der ellers gjorde god figur.

Efter kampen udviste danskeren desuden stor sportsånd ved at give Tooze bæltet på.

Se også
Dansk stortalent møder legendes søn på den helt store scene

Stor kamp i horisonten

2026 har været et intenst år for Malek Zein, og derfor kan han nu gå på juleferie med god samvittighed.

Han havde ellers muligheden for at tage endnu en kamp inden årsskiftet, lyder det i en pressemeddelelse fra Mikenta.

Sammen med sit team har han dog valgt at binde en sløjfe på 2026 og skubbe opgøret til næste år.

Hvilken modstander, og hvor kampen skulle have foregået, røber kampsportsklubben ikke, men der er tilsyneladende tale om et ganske fristende tilbud.

Et tilbud som Zein havde svært ved at sige nej til, selvom de kyndige folk i Mikenta rådede ham til at tage den lidt med ro.

”Jeg lytter til dem, jeg har omkring mig. De siger, at jeg skal nyde sejren og ikke presse mere ind. Og det ved jeg jo godt, de har ret i. Men det er svært, for det her ville være en kæmpe mulighed for at sende endnu et signal,” siger Malek Zein, der måske havde været nemmere at overtale, hvis der var mulighed for at tilføje endnu et bælte til samlingen.

”Vi er begge inde i en god stime, så selvfølgelig har jeg lyst til at møde ham. Men der er ikke noget bælte på spil, og det betyder altså også noget for motivationen. Især når jeg kun har få uger til at gøre mig klar. Så den kamp må vente lidt. Mon ikke vi kan finde en platform næste år, hvor vi kan mødes i ringen? Jeg er i hvert fald klar.”

Vidste du at, Presse-fotos.dk findes som app? Hent den gratis
her: Presse-fotos.dk App – App Store

Annonce
Annonce
Annonce