En festlig aften til J-dag fredag endte med anholdelse, vold mod betjente og en varetægtsfængsling for en 35-årig mand.
J-dag.
Det er nok en dag, der er mest kendt for, at man ser sin gamle gymnasielærer være ubehøvlet fuld klokken 18 fredag aften.
Men for en 35-årig mand endte det i denne omgang meget voldsomt.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Fordi det, der startede som en fejring af J-dag på Buddy Holly, endte med, at en 35-årig mand blev sigtet for vold mod betjente efter en række hændelser.
Det skriver TV 2 Nord.
For da politiet var på patrulje i Hobro, kørte de forbi en situation, som betjentene vurderede kunne udvikle sig til ballade.
Men da de forsøgte at få den 35-årige mand væk, reagerede han med at skubbe en betjent så kraftigt i brystet, at betjenten blev presset baglæns.
Herefter blev manden anholdt og kørt til politistationen, hvor sagen udviklede sig endnu mere.
I får kraftedme en skalle
For ifølge senioranklager ved Nordjyllands Politi Majbrit Bak nægtede den 35-årige at samarbejde med politiet.
På politistationen sparkede han nemlig en politibetjent to gange i ansigtet.
Betjenten pådrog sig hævelser og synsforstyrrelser som følge af dette.
Derudover truede manden betjentene med at nikke dem skaller.
Senere blev manden derfor overført til politistationen i Aalborg, men også her udfordrede han ordensmagten.
For her truede han med at stjæle en betjents tjenestepistol.
Kendt mand hos politiet
Majbrit Bak oplyser til TV 2 Nord, at den 35-årige mand er sigtet for vold mod personer i tjeneste.
Under grundlovsforhøret lagde anklagemyndigheden særlig vægt på, at manden tidligere er blevet sigtet i seks lignende sager.
Og det er blot tre måneder siden, at han sidst blev løsladt.
Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.
