Hospitalskilde melder om to døde og mange sårede, efter houthier tilsyneladende har ramt lufthavn med missil.
Lufthavnen i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, er lørdag blevet midlertidigt lukket, efter at et angreb mod lufthavnen har såret adskillige mennesker og forårsaget materiel skade.
Det meddeler luftfartsmyndigheder i landet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Lukningen sker “under fortsatte angreb mod kongerigets civile luftfartsfaciliteter”, lyder det i en meddelelse.
– Adskillige personer er såret. Antallet er stadig ved at blive vurderet, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge en unavngiven kilde på et hospital i Riyadh er mindst to mennesker dræbt. Det er ikke officielt bekræftet af saudiarabiske myndigheder.
Et øjenvidne fortæller til AFP, at vedkommende befandt sig i indenrigsterminalen, da et angreb ramte.
– Jeg var ved gate 403. Jeg så 401 blive ramt, jeg så sårede mennesker for øjnene af mig. Alle løb derfra, siger øjenvidnet.
En diplomatisk kilde, der er briefet om sagen, siger til AFP, at den yemenitiske houthibevægelse har ramt Riyadhs lufthavn med et missil omkring klokken 15.00 lokal tid (klokken 14.00 dansk tid).
– Houthierne angriber civile mål. Riyadh lufthavn er et civilt mål, siger diplomatkilden.
Det er ikke umiddelbart bekræftet fra saudiarabisk side, at houthierne står bag angrebet.
Mindst 12 ambulancer er kørt i retning af lufthavnen, siger andre øjenvidner fredag eftermiddag til Reuters.
En hospitalskilde sagde efter angrebet til AFP, at mindst fem mennesker er indlagt med sår, som de har pådraget sig i lufthavnen.
– Dusinvis af mennesker er såret, de fleste af dem er saudiske statsborgere. Mindst fem af dem er på intensiv, alle er saudiske statsborgere, siger kilden til AFP og tilføjer, at flere patienter blev bragt til hospitalet med helikopter.
Folk blev evakueret fra lufthavnsbygningen, sagde tre øjenvidner tidligere til AFP.
En højt placeret vestlig diplomat i Riyadh siger til nyhedsbureauet, at flere udenlandske ambassader nu fraråder deres ansatte at bruge lufthavnen i foreløbig den næste uge.
Det kommer efter en uges tid med angreb.
Kuwait Airways meddeler ifølge Reuters, at selskabet har aflyst flyvninger til og fra Riyadh, fordi lufthavnen er lukket på grund af “sikkerhedssituationen”. Der er ikke umiddelbart flere detaljer.
Lufthavnen i Riyadh sendte i første omgang en opfordring til passagerer om at kontakte deres flyselskab, inden de begav sig til lufthavnen.
Torsdag kom lufthavnen med en tilsvarende meddelelse, da et dødeligt angreb kostede tre menneskeliv.
Flere gange i de seneste dage har den yemenitiske houthibevægelse angrebet flere lufthavne med ballistiske missiler.
Lørdag har houthierne dog ikke umiddelbart taget skylden for det seneste angreb.
RITZAU
