En række forskellige sager hos Udlændingeministeriet og udlændingemyndigheder kan nu genoptages.
Udlændinge- og Integrationsministeriet genoptager sager om indfødsret, der var sat i bero som følge af fejl i Kriminalregisteret.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Ministeriet har også bedt udlændingemyndigheder om at genoptage deres berørte sager.
Det betyder, at visse verserende ansøgningssager om permanent ophold og familiesammenføring også genoptages, skriver Udlændingestyrelsen i en nyhed.
Sagerne blev sat i bero den 7. september.
Sagerne kan genoptages, fordi Rigspolitiet nu vurderer, at “fejlens konsekvenser for Kriminalregisteret er meget begrænsede”.
I stedet vil “Rigspolitiet i forbindelse med det videre arbejde i samarbejde med berørte myndigheder afdække, i hvilket omfang fejlen kan have haft betydning for sagsbehandlingen hos andre myndigheder og i så fald tage stilling til håndteringen heraf”, lyder det i pressemeddelelsen.
Fejlen i Kriminalregisteret blev kendt for offentligheden i starten af september.
Her briefede rigspolitichef Lasse Boje politikere på Christiansborg om, at nogle oplysninger fejlagtigt var blevet slettet i Det Centrale Kriminalregister. Fejlen blev opdaget i juni.
Fejlen betød også, at anmodninger om at få udstedt børneattester blev sat i bero. Rigspolitiet åbnede for anmodninger igen 18. september.
Politiets afdækning førte til, at der er genregistreret 43 afgørelser, der har relevans for børneattesten i Kriminalregistret, og som er blevet slettet for tidligt.