Angriber regeringen: Svigter boligejere uden for byerne

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Regeringen lægger op til øget elektrificering og vil støtte den grønne omstilling. Men det kan ende med at få den modsatte effekt og bremse udfasningen af olie- og gasfyr i yderkommunerne.

Der er ingen tvivl om intentionerne.

Der bliver afsat mange millioner kroner til at gøre danskernes energiforbrug grønnere i regeringens nye finanslovsudspil.

Men det kan komme til at bremse udviklingen for boligejere i yderkommunerne, der forsøger at komme af med deres olie- og gasfyr.

Det er reaktionen fra Varmepumpeindustrien i Danmark i en ny pressemeddelelse.

Med sit netop præsenterede finanslovsforslag lægger regeringen op til at ændre på, hvordan støtten til den grønne omstilling af opvarmningen i de danske hjem prioriteres.

Forslaget risikerer at forstærke den geografiske skævhed, mener Varmepumpeindustrien i Danmark.

Ifølge organisationen vil boligejere i områder med fjernvarme få glæde af yderligere støtte. Mange boligejere uden for fjernvarmeområderne vil derimod stå tilbage med en stor regning for den grønne omstilling.

De konkrete konsekvenser er endnu uklare, da der fortsat kun er tale om et udspil. Men signalet bekymrer Varmepumpeindustrien.

“Det er tankevækkende, at man vælger at tilføre flere midler til fjernvarmen, mens støtten til varmepumper samtidig bringes unødvendigt i spil. Det betyder i praksis, at nogle af de boligejere, der allerede har adgang til kollektive løsninger, prioriteres højere end de familier, som bor uden for fjernvarmeområderne og må klare omstillingen på egen hånd,” siger Niels Peter Skov, formand for Varmepumpeindustrien.

Varmepumpepuljen virker

Prioriteringen undrer også Varmepumpeindustrien, fordi der er stor interesse for varmepumpepuljen.

Der er nemlig stor interesse for at komme væk fra de mindre grønne olie- og gasfyr.

19.000 danskere har allerede søgt om tilskud, og der er fortsat brug for økonomisk hjælp, hvis flere danskere skal skifte olie- og gasfyret ud.

“Hvis regeringen vil gøre alvor af sine grønne ambitioner, bør man styrke hjælpen til de boligejere, der har de største finansieringsudfordringer. Den grønne omstilling styrkes ikke af at fjerne et af de få redskaber, der faktisk hjælper almindelige familier med at træffe det grønne valg,” siger Niels Peter Skov.

Varmepumpeindustrien opfordrer derfor Folketingets partier til at se nærmere på forslaget under de kommende finanslovsforhandlinger.

“Vi håber, at regeringen vil genoverveje støtten til puljen under forhandlingerne. Danmark når ikke sine klimamål ved at gøre det vanskeligere for boligejerne at investere i de løsninger, der skal erstatte gas- og oliefyr,” siger Niels Peter Skov.

Annonce
Annonce
Annonce