FCM-træner ser lysglimt i virvar af skader

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Skruen uden ende.

Det synes at være fortællingen, når man kigger på antallet af skader, som i denne sæson er skyllet ind over FC Midtjyllands trup.

Især bagkæden er hårdt ramt. Når man kaster et blik på FCM’s trup, lister midtjyderne selv ni spillere til forsvaret.

Størstedelen forventes dog ikke at være til rådighed for cheftræner Mike Tullberg, når FCM tager imod FC København i søndagens topbrag i Superligaen.

– Vi må se, hvordan vi strikker forsvaret sammen. Om vi spiller med to eller tre stoppere.

– Det kan godt være, at vi ikke har tre stoppere til rådighed i 90 minutter, siger FC Midtjyllands træner, Mike Tullberg.

Træneren har netop givet banen en tur med en greb efter onsdagens træning i Ikast. Nu koncentrerer han sig om at holde styr på skadeslisten.

– Vi kommer til at lande et sted mellem seks og ni spillere, som ikke er til rådighed på søndag – også fordi vi har to karantæner, siger han.

De karantæneramte er de to stoppere Rasmus Nissen Kristensen, som har fået fire gule kort, og Abdou Ndiaye, der så rødt i den seneste kamp i Superligaen.

Mens Nissen Kristensen spillede alle fire landskampe i Nations League, måtte hans klubkammerat Victor Bak forlade landsholdslejren grundet sygdom i starten af sidste uge.

– Victor har noget sygdom og svimmelhed. Vi ved endnu ikke, hvad det er. Det skal vi finde ud af, siger Tullberg.

Til gengæld har landsholdspausen været kærkommen for to andre forsvarsspillere.

Ousmane Diao er således klar til at spille sin første kamp i sæsonen, mens Mads Bech Sørensen vender tilbage efter en skadespause på fire ligakampe.

Alt i alt ser det nu lysere ud i Tullbergs øjne end før landsholdsperioden.

– Jeg synes, at vi står et bedre sted, end vi gjorde efter kampen mod OB, siger cheftræneren.

I kampen mod OB udgik forsvarsspilleren Magnus Jensen med en alvorlig skade, og Martin Erlic pådrog sig en længerevarende skade få kampe forinden.

Den unge Beni Junior er også ukampdygtig for tiden.

De mange skader i forsvaret har fået klubben til at hente en kortvarig forstærkning ind i form af Andreas Maxsø. Den tidligere Brøndby-anfører er kommet til på en aftale indtil årets udgang.

Maxsø, som indtil i sommer spillede i De Forenede Arabiske Emirater, har været klubløs i sæsonens første måneder. Derfor er der ikke meget kampform i den 32-årige krop.

Alligevel kan der godt vente ham en ilddåb i form af en startplads mod Superligaens førerhold, FCK.

– Maxsø har set rigtig fin ud, og jeg synes, at Mads Bech Sørensen og Ousmane Diao er kommet rigtig fint tilbage.

– De tre var på hold sammen til træningen onsdag, og det så fornuftigt ud, siger Tullberg.

Længere fremme på banen kan Tullberg glæde sig over, at den sydkoreanske midtbanespiller Hong Hyun-seok sandsynligvis kan debutere i Herning efter en skadesplaget begyndelse i FCM.

Samtidig er den tidligere Dortmund-spiller Kjell Wätjen blevet sin skade kvit, ligesom rekordindkøbet David Martinez også viste sig godt frem til træning efter et kortere skadesforløb.

Talentet Mikel Gogorza er fortsat skadet, mens den store angriber Cho Gue-sung er tvivlsom til søndagens storkamp.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce