Ukraines præsident råber igen op om behovet for hjælp til luftforsvar efter stort russisk angreb.
11 mennesker er blevet dræbt i russiske angreb på tværs af Ukraine, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, onsdag på sociale medier.
Han siger, at 70 missiler og flere droner blev brugt i angrebene.
– Russiske ballistiske missiler er fortsat den største udfordring. Og luftforsvarspakker er lige nu en afgørende nødvendighed for os, skriver han.

Foto: Ukraines Statslige Beredskab
Han siger, at et af de afgørende mål for Ruslands angreb var ukrainsk energiinfrastruktur.
– Russerne ønskede at angribe demonstrativt og smertefuldt, siger præsidenten.
Ruslands forsvarsministerium siger, at russiske styrker har gennemført et “massivt angreb” mod militærindustrielle anlæg i Kyiv og andre ukrainske regioner.

Foto: Ukraines Statslige Beredskab
Ifølge ministeriet er der blevet brugt højpræcisionsvåben affyret fra landjorden, vandet og luften. Der er også blevet brugt droner.
Målene omfatter ifølge Rusland steder, hvor det ukrainske forsvarsselskab Fire Point har produktion og opbevarer Flamingo-missiler og droner.
RITZAU/Reuters