Efter omfattende CPR-læk rammer endnu en alvorlig sag millioner af brugere.
Det er ikke mange timer siden, at danskerne blev ramt af nyheden om det omfattende CPR-læk.
Nu er endnu en alvorlig sag kommet frem.
Denne gang handler det om tøjgiganten ASOS, hvor millioner af kunder tirsdag formiddag modtog en opsigtsvækkende besked på deres telefon.
Omkring klokken 10.57 dansk tid dukkede en push-notifikation op, som tilsyneladende kom fra personer, der hævder at have fået adgang til ASOS’ systemer.
Det skriver Nyheder 24.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Kære Asos DPO og IT, vi har fuldstændig kompromitteret Snowflake-instansen. Kontakt os, ellers lækker vi den,’ lød beskeden.
Der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, at sagen har nogen forbindelse til det danske CPR-læk.
Ved databruddet i Danmark blev CPR-oplysninger om omkring 8,8 millioner personer kompromitteret efter uautoriseret adgang gennem en privat virksomheds legitime adgang til CPR-registeret.
I ASOS-sagen er det endnu uvist, om hackere rent faktisk har fået adgang til kundernes oplysninger. Det er heller ikke blevet oplyst, hvilke data der i givet fald kan være blevet kompromitteret.
Snowflake, som nævnes i beskeden, er en cloud-platform, der blandt andet bruges til at opbevare og analysere store mængder data.
Nyheden kunne også mærkes på børsen, og ASOS-aktien faldt på et tidspunkt 12,5 procent på børsen i London.
Samtidig meldte omkring 500 brugere om problemer med ASOS’ hjemmeside. Den var dog efterfølgende fortsat tilgængelig.
Sagen efterlader derfor flere ubesvarede spørgsmål.
Ikke mindst om kundernes personlige oplysninger er blevet kompromitteret, og hvor omfattende et eventuelt databrud i så fald er.
Vidste du at Presse-fotos.dk findes om app? Hent den gratis her: Presse-fotos.dk App – App Store
