Det stærkt komprimerede program i denne Nations League tilgodeser storholdene, mener Peter Møller.
Svingdøren var åben i den danske trup under de fire landskampe, som holdet har spillet i Nations League i løbet af de seneste to uger. Skaderne har været mange.
Skader kan altid opstå, men ifølge fodbolddirektøren for Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, skyldtes nogle af de sene skader også den store belastning, som fire kampe på halvanden uge giver.
Landstræner Brian Riemer kunne have roteret mere på holdet, men det kan ramme niveauet forholdsmæssigt mere hos Danmark end nogle af de største nationer, som Danmark kæmper mod, ifølge DBU-direktøren.
– Jeg synes klart, den nye struktur er en fordel for de store nationer, som har flere dygtige spillere. Det skal ikke forstås, som om vi ikke har dygtige spillere, men de har verdensklassespillere, der spiller på meget højt niveau, siger Møller til TV 2.
Den effekt af strukturændringen er han selvsagt utilfreds med. Dog har han svært ved at gøre noget ved det, og for landsholdsdækningen giver det komprimerede program over et par uger også noget godt, mener han.
– Jeg er lidt splittet. Fordelene er, at TV 2 (rettighedshaver til kampene, red.) og andre medier i de seneste 14 dage kun har snakket om landsholdet, og det kan vi jo godt lide, siger Peter Møller.
Trods de mange skader undervejs slap Danmark fra de fire kampe med seks point. Wales blev slået to gange, mens det blev til nederlag mod Norge og Portugal.
Portugiserne har maksimumpoint efter fire af de seks runder, mens Danmark med seks point er toer. Norge og Wales har hver tre point.
Danmark mangler at møde Portugal ude og Norge hjemme. De kampe spilles henholdsvis 14. og 17. november.
De to bedste i gruppen går videre til kvartfinalerne. Sidstepladsen rykker ned, mens treeren skal spille playoff-kampe om at blive i A-laget.
RITZAU