Landkommuner får nu en håndsrækning, så de får lettere adgang til hjælp med projekter der kan gå i stå på grund af bøvl med statslige myndigheder og regler. Det meddeler ministeren nu.
Landkommuner skal have lettere ved at få hjælp, når projekter går i stå på grund af regler, krav eller langvarige afklaringer med statslige myndigheder.
Det er formålet med en ny såkaldt rød løber-ordning, som regeringen vil etablere.
Det skriver By-, Land- og Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Ordningen skal give landkommuner en ny indgang til staten, hvor de kan få undersøgt, om indsigelser, afslag eller krav fra statslige myndigheder reelt står i vejen for lokale projekter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Vi risikerer, at gode lokale projekter ryger på gulvet, fordi man ikke lige har fundet det rette regelsæt eller er løbet sur i unødvendigt tunge og langvarige afklaringsprocesser. Det skal vi have gjort op med,” siger by-, land- og transportminister Signe Munk fra Socialistisk Folkeparti.
Hun oplyser, at regeringen vil etablere en statslig enhed, hvor landkommuner med fastlåste projekter kan få hjælp til at undersøge, om der findes alternative løsninger.
“Derfor vil regeringen etablere en ny statslig enhed, hvor de landkommuner, der er strandet helt og aldeles med projekter, nu kan få hjælp til at undersøge om der er brugbare alternative løsninger – vi laver simpelthen en rød løber,” siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Enheden skal efter planen oprettes i Nykøbing Falster i Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Den skal enten hjælpe med konkrete sager på tværs af myndigheder eller få sager vurderet, hvis der viser sig behov for at se nærmere på ændringer af regler.
Ordningen skal dog ikke betyde, at alle projekter automatisk bliver godkendt.
“Det her betyder ikke, at alle projekter skal godkendes. Det betyder til gengæld, at kommunerne får en indgang, så projekterne ikke strander, fordi der ikke er ressourcer til at finde den rigtige vej frem,” siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Ifølge ministeren kan det i nogle tilfælde være nok med et nyt blik på en sag.
“Nogle gange skal der ikke mere til end et sæt friske og løsningsorienterede øje på sagen, og det skal en mindre landkommune også have adgang til,” siger Signe Munk.
Allerede fra tirsdag 6. oktober kan kommunerne sende sager ind via postkassen Rød Løber Til Landkommunerne.
Sagerne vil blive samlet og gjort klar, så den nye enhed hurtigst muligt kan begynde arbejdet.
