Dansk forfatter døde få dage efter bogudgivelse: Nu bliver hendes sidste roman filmatiseret

En stor kulturel profil i både den litterære verden og den københavnske natklubsscene gik bort for snart ti år siden. Nu bliver hendes sidste værk filmatiseret.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Tilbage i marts 2017 udgav den 39-årige danske forfatter og dj Maria Gerhardt sin anden roman ‘Transfervindue’.

En uge senere gik hun bort.

I flere år op til sin død var hun syg af kræft, og det var netop denne sygdom og det sidste stadie mellem liv og død, der inspirerede det, der blev hendes sidste bogudgivelse.

Ti år efter udgivelsen af ‘Transfervinduet’ og Maria Gerhardts død kommer den autofiktive roman til det store lærred i en filmatisering med flere store stjerner på rollelisten.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Amanda Collin indtager hovedrollen som den uhelbredeligt syge Lea i ‘Transfervindue’. Foto: Linda Wassberg

Prisvindende instruktør spillefilmsdebuterer

Filmatiseringen af ‘Transfervindue’ annonceres i en pressemeddelelse via Have Kommunikation.

Her lyder det, at Caroline Sascha Cogez – der blandt andet har instrueret den Robert-vindende kortfilm ‘Lulu’ – debuterer som spillefilmsinstruktør med filmen.

Filmen er baseret på bogen, men er tilsyneladende ikke en fuldstændig direkte filmatisering af den.

Ligesom i Maria Gerhardts roman er filmen centreret om en ung stjerne-DJ, der bliver ramt af uhelbredelig sygdom og tjekker ind på et særligt hospice.

I filmatiseringen hedder hovedpersonen dog ikke Maria, men i stedet Lea. Og det lader heller ikke til at være hele Nordsjælland, der er omdannet til et hospice, som det ellers var i bogen.

I filmen ‘Transfervindue’ søger Lea dog fortsat tilflugt på hospicet Magnolia for at tjekke ud af samfundet.

Her er hun omringet af stor skønhed og et cannabisdyrkende søsterskab, mens verden udenfor fortsætter sin vanlige gang.

Det ‘normale’ liv kan hun dog ikke helt få lov til at slippe, da minder, venner og familie trænger sig på.

‘I vinduet mellem livet og døden må Lea finde styrken til både at elske og give slip. Men hvordan siger man farvel til et liv, man længes efter at leve?’, spørges der i pressemeddelelsen.

Dansk verdensstjerne fører an

Caroline Sascha Cogez har fået fornøjelsen af at arbejde sammen med flere velkendte ansigter på ‘Transfervindue’-settet.

I hovedrollen som Lea ses den Bodil- og Robert-vindende skuespiller Amanda Collin.

Hun fik sit store folkelige gennembrud i 2017 med sin rolle i Christian Tafdrups ‘En frygtelig kvinde’, der vandt hende begge førnævnte priser.

Siden har hun gjort sig yderligere bemærket i både ind- og udland med roller i film som ‘Fædre og mødre’ og ‘Bastarden’ samt HBO-serierne ‘Raised by Wolves’ og ‘House of the Dragon’.

Collin får selskab af stortalentet Alba August, der spiller Leas kæreste Elin, mens de øvrige store roller indtages af Joachim Fjelstrup, Arian Kashef, Sara Klein Larsen, Nanna Kaarsberg, Hugo Gemmer Schultz og Julie Christiansen.

‘Transfervindue’ er skrevet af Caroline Sascha Cogez og Jenny Lund Madsen samt produceret af Jesper Morthorst og Lise Orheim Stender for produktionsselskabet Motor.

Filmen får dansk biografpremiere den 4. marts 2027.

Se første trailer her:

Annonce
Annonce
Annonce