Han kunne høre dunkene og jamren fra lejligheden ovenpå. Bekymret ringede han til politiet. To gange fik han besked på, at en patrulje ville komme. Men politiet dukkede aldrig op.
Dagen efter blev den 23-årige kvinde fundet død. Nu erkender Fyns Politi, at de burde have handlet anderledes.
Det var midt om natten den 4. august sidste år.
Anders Østerby stod uden for døren til sin overbos lejlighed.
Inde bag døren kunne han høre usædvanlige lyde.
Dunk. Jamren.
Noget, der fik ham til at reagere.
Han havde allerede forsøgt at få kontakt til personen i lejligheden, men uden held. Derfor ringede han efter politiet.
Det skriver DR.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Illustrationsfoto.
Anders Østerby var tydeligt bekymret.
“Der er ikke nogen forbindelse til personen på den anden side. Det er det, der gør mig bekymret og får mig til at tænke: Der er et eller andet helt galt,” forklarede han senere.
Men minutterne gik.
Efter omkring en halv time var politiet stadig ikke kommet.
Derfor ringede han igen.
Endnu en gang fik han besked på, at politiet ville komme ud til lejligheden.
Så skete der noget, som i dag står tilbage som et afgørende spørgsmål i sagen.
Lydene stoppede.
Anders Østerby gik tilbage til sin egen lejlighed med en forventning om, at politiet snart ville dukke op.
Det gjorde de aldrig.
Dagen efter blev hans 23-årige overbo, Cecilie Voller Kjærulff, fundet død.
Hun døde alene
Cecilie Voller Kjærulff døde natten til den 4. august sidste år af en forgiftning.
I første omgang blev dødsfaldet efterforsket som mistænkeligt.
Den unge kvinde blev nemlig fundet med flere skader på kroppen på badeværelset.
Samtidig viste undersøgelser, at hun havde spor af både MDMA, kokain og alkohol i blodet.
Senere kom obduktionsrapporten.
Her lød vurderingen, at den 23-årige formentlig var død som følge af en overdosis af den medicin, hun fik mod sin bipolare lidelse.
En høj dosis af medicinen kan i sjældne tilfælde udløse voldsomme krampeanfald, som kan medføre skader.
Det kan have været sådanne anfald, Anders Østerby hørte gennem loftet.
Og netop dét gør den nat endnu mere skæbnesvanger.
For naboen havde reageret.
Han havde forsøgt at få kontakt.
Han havde ringet efter politiet.
Og han havde ringet igen.
Politiet erkender: Vi skulle have sagt det
I dag erkender Fyns Politi, at man burde have håndteret situationen anderledes.
Ikke nødvendigvis fordi patruljen skulle have været sendt af sted med det samme – men fordi Anders Østerby aldrig fik besked om, at politiet alligevel ikke ville komme.
Politiinspektør Christian Rasmussen siger, at medarbejderne dengang vurderede, at andre opgaver hastede mere.
Men når borgeren først får at vide, at en patrulje er på vej, skal han også have besked, hvis den beslutning senere ændres.
“Når vi fortæller borgeren, at vi sender en vogn, og så alligevel ikke lykkes med det, så skal vi selvfølgelig orientere anmelderen om, at vi ikke kommer alligevel. Det skulle vi have gjort,” siger Christian Rasmussen.
Samtidig fastholder han, at den oprindelige vurdering af situationen ikke nødvendigvis var forkert ud fra de oplysninger, politiet havde på daværende tidspunkt.
Det er netop dét, der gør sagen så vanskelig.
For politiet havde ikke den viden, man har i dag.
De vidste ikke, at en 23-årig kvinde lå alvorligt syg i lejligheden.
De vidste ikke, at hun senere ville blive fundet død.
Og de vidste ikke, at lydene, naboen havde hørt, muligvis skyldtes voldsomme krampeanfald.
Eksperter peger på afgørende mulighed
DR har talt med eksperter i forgiftning, som vurderer, at Cecilie Voller Kjærulff med stor sandsynlighed kunne have overlevet, hvis hun var kommet på hospitalet, da Anders Østerby ringede efter politiet.
Det rejser et ubærligt spørgsmål:
Hvad var der sket, hvis døren var blevet åbnet den nat?
Det spørgsmål kommer til at hænge over sagen.
For forældrene er politiets forklaring langt fra en trøst.
De er stærkt kritiske over for politiets håndtering og sidder tilbage med en følelse af, at deres datter måske kunne have været i live i dag, hvis hjælpen var kommet anderledes.
Cecilies far, Karsten Kjærulff, håber dog, at sagen kan få en betydning for andre.
Fyns Politi har nemlig ændret sine procedurer efter sagen.
Nu ændrer politiet procedurer
Sagen har ifølge Christian Rasmussen berørt medarbejderne i Fyns Politi dybt – særligt på vagtcentralen.
Politiet har siden skærpet procedurerne for, hvordan borgere skal vejledes, hvis en patrulje alligevel ikke bliver sendt.
Samtidig er det blevet indskærpet, at medarbejderne konsekvent skal benytte en særlig spørgeteknik, så de får de relevante oplysninger frem under samtaler med borgerne.
Det er en direkte konsekvens af den tragiske sag.
For Karsten Kjærulff er håbet, at ændringerne kan forhindre, at andre familier en dag står i samme situation.
Men for familien ændrer nye procedurer ikke på det, der allerede er sket.
Cecilie er væk.
Naboen lever stadig med spørgsmålene
For Anders Østerby er natten heller ikke forsvundet.
Han har gennem det seneste år genbesøgt telefonsamtalerne igen og igen.
Han har tænkt på, hvad han kunne have sagt anderledes.
Om han kunne have gjort mere.
Om han skulle have insisteret hårdere.
Og især om det kunne have ændret noget for Cecilie.
Han har tænkt på, om andre ord kunne have udløst den udrykning, han ventede på.
Måske hvis han havde sagt ambulance.
Måske hvis han havde beskrevet situationen anderledes.
Måske hvis han havde brugt de helt rigtige ord.
Det er en tanke, der har sat sig fast.
Men én ting er ifølge Fyns Politi helt afgørende:
Ansvaret lå ikke hos naboen.
Anders Østerby gjorde det, han kunne.
Han hørte noget, der bekymrede ham.
Han forsøgte at få kontakt.
Han ringede efter hjælp.
Og da hjælpen ikke kom, ringede han igen.
Alligevel står han i dag tilbage med det ubesvarede spørgsmål, som ingen kan give ham et sikkert svar på:
Kunne Cecilie have været i live i dag, hvis politiet var kommet den nat?
Det får familien aldrig mulighed for at få svar på.
