De første meldinger fra den danske motorvej lød på, at en bil var kørt ind i en hest – nu viser det sig, at der er tale om en elg
“Uheld på motorvejen i nordgående retning. En bil er kørt ind i en hest. De holder i nødsporet, så der er ingen kø.”
Sådan lød en melding fra et vidne til Presse-fotos.dk mandag morgen i forbindelse med et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen.
Få timer senere – omkring klokken 11.00 – lyder oplysningerne fra politiet, at det ikke er en hest – men en elg – der er blevet kørt ihjel i en voldsom ulykke med en kvindelig bilist.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Nordsjællands Politi er elgen blevet påkørt mandag morgen omkring klokken 06.10 i nordgående retning på Helsingørmotorvejen ved Nivå mellem afkørsel 7 Kokkedal og afkørsel 5 Humlebæk.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse klokken 11.00.
‘Ifølge bilisten, en 36-årig kvinde, stod elgen pludselig få meter fra hende, mens hun kørte i inderste spor på motorvejen. Både bilens forrude og bagrude knust, mens motorhjelmen og taget på bilen blev krøllet,’ lyder det i pressemeddelelsen fra Nordsjællands Politi.
Den 36-årige kvinde er efter ulykken blevet bragt på hospitalet.
Hun vurderes umiddelbart til at være uskadt, oplyser politiet.
Den påkørte elg blev fundet død omkring 100 meter fra den forulykkede bil.
Der findes ikke en naturligt vildtlevende elgbestand i Danmark. I Lille Vildmose i Himmerland findes en bestand, efter at der i 2015 og de følgende år er blevet sat svenske elge ud i området. I 2020 var bestanden oppe på cirka 20 dyr.
Det er planen, at der også skal sættes elge ud i Naturnationalpark Gribskov i Nordsjælland i år.
Selv om elgen som vildt dyr ikke lever naturligt i Danmark, så ses der indimellem vilde elge. De flere meter høje og mange hundrede kilo tunge dyr kan nemlig svømme, og enkelte elge har ikke ladet sig stoppe af, at Øresund kiler sig ind mellem Sjælland og Skåne.
Så sent som midt i september rapporterede en gårdejer ved Hundested ifølge Nordsjællands Politi, at en vildtgående elg havde ødelagt et hegn ved ejendommen. Elgen forsvandt i retning mod Ullerup Skov.
Muligvis er der tale om samme dyr, som blev set et andet sted i Nordsjælland i foråret.
Morten Elmeros, der er seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, oplyste dengang, at elgen formentlig var svømmet over fra Sverige. Det sker cirka hvert tiende år.


