Fredag aften rykkede Fyns Politi ud til TV 2s afdeling på Kvægtorvet i Odense, efter at en mand har kastet flere brosten mod vinduerne
Ifølge TV 2 Fyn skete episoden kort før klokken 22, hvor mindst fire sten blev kastet mod ruderne.
Gerningsmanden forsvandt efterfølgende fra stedet og blev set løbe fra Kvægtorvet i retning mod centrum.
Politiet leder nu efter manden, som beskrives til at være:
• 175 centimeter høj.
• Iført hættetrøje.
Sagen bliver i første omgang efterforsket som hærværk, men politiet undersøger samtidig, om der kan være tale om noget mere alvorligt.
To medarbejdere fra TV 2 befandt sig nemlig lige bag en af de ruder, som blev ramt af to sten.
Vagtchef Johni Müller fra Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at politiet derfor også ser nærmere på, om episoden kan være forsøg på vold.
Politiet beder personer, der har set gerningsmanden eller har oplysninger om episoden, om at kontakte Fyns Politi.
