I november 2023 gav det Grammy-vindende amerikanske rockband Greta Van Fleet en udsolgt koncert i Forum Black Box.
Bandet, der siden debuten i 2017 konsekvent er blevet sammenlignet med Led Zeppelin, vender nu tilbage til Danmark.
Men denne gang bliver det altså på en noget større scene, da de giver koncert i Royal Arena i København.
Det annoncerer Live Nation Denmark i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et throwback til den klassiske rocklyd
Michigan-bandet Greta Van Fleet blev oprindeligt dannet tilbage i 2012. Men først fem år senere var de klar med deres debutsingle ‘Highway Tune’.
Straks efter udgivelsen strømmede Led Zeppelin-sammenligningerne ind – særligt på baggrund af Josh Kiszkas vokal, der bærer en slående lighed til Robert Plants ikoniske røst.
Musikalsk læner bandet med de tre Kiszka-brødre og Danny Wagner sig da også ganske tæt op ad den blues-influerede hard-rock, som Led Zeppelin var frontbærere for.
For nogen er sammenligningen blevet brugt som en kritik, men andre ser Greta Van Fleet som et nostalgisk throwback til ‘den ægte rock’.
Kommercielt har bandet da også klaret sig ganske fornemt, da alle deres tre plader indtil videre har ramt top ti på Billboard 200 – samt albumlisterne i flere andre lande.
Greta Van Fleet har da også fået hæder gennem flere priser – med en Grammy-pris for bedste rock album som højdepunktet.
Den 9. oktober er bandet aktuelle med deres fjerde album ‘Palace for the People’.
Dermed kan publikum i Royal Arena glæde sig til både at opleve nye numre og gamle kendinge fra det unge bands bagkatalog, når de kigger forbi den 19. maj 2027.
Greta Van Fleet kommer til Danmark som led i deres ‘Into the Beginning’-turné, der kommer forbi både Nordamerika og Europa.
Det officielle billetsalg starter fredag den 9. oktober klokken 10.00.