Ukraines præsident siger, at opsnappet kommunikation mellem Kreml-embedsmænd viser ny linje fra Ruslan
Krigen i Ukraine hærger på femte år, og umiddelbart er der ikke nogen indikationer på, at kamphandlingerne er ved at være ved vejs ende.
Til gengæld ser vi måned efter måned, at Rusland eskalerer krigen og foretager stadig voldsommere og voldsommere angreb på ukrainske byer.
Selv om Ukraines byer bliver bombet i luftangreb med russiske droner og missiler, har landet pludselig fået mere blod på tanden og et større momentum i landkrigen, der raser langs frontlinjen.
I den forbinelse kommer der nu en uhyggelig besked fra den russiske autokrat, Vladimir Putin, som Ukraine ifølge præsident Zelenskyj har opsnappet.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, beskylder Rusland for nu fuldstændigt at se bort fra krigens regler.
I et interview med Financial Times siger Zelenskyj, at Ukraine har efterretninger om, at den russiske præsident, Vladimir Putin, har givet ordre til sine militære ledere om slet ikke at tage hensyn til krigens regler.
Ordren – hvis eksistens ikke er verificeret af uafhængige kilder – blev ifølge den ukrainske præsident givet i september.
– Han sagde, at der ikke er nogen regler, siger Zelenskyj ifølge mediet.
Den ukrainske præsident henviser til opsnappet kommunikation fra russiske embedsmænd, skriver Financial Times. Konsekvensen af ordren er flere angreb på civile mål, siger han.
Tidligere fokuserede Rusland i højere grad på militær infrastruktur og energianlæg, siger præsidenten. Interviewet blev givet torsdag i et beskyttelsesrum i en skole, der var blevet ramt af en drone.
Det er især Genève-konventionerne, som sætter rammer for beskyttelse af civilbefolkningen. De fastslår, at der skal skelnes mellem civile og kombattanter, og at civile genstande er beskyttede.
Talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, afviser, at Rusland angriber skoler og hospitaler.
Den påståede ordres timing falder sammen med en stigning i antallet af luftangreb på Kyiv. Det skriver det internationale medie. Hurtigtflyvende droner med jetmotor har i høj grad udfordret det ukrainske luftforsvar.
På den anden side har Ukraine over en periode i stigende grad angrebet olieraffinaderier, havne og lagerbygninger dybt inde i Rusland. Frontlinjen rykker sig kun meget lidt.
Fredag morgen har russiske luftangreb dræbt en person og såret to i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Det oplyser myndigheder i byen ifølge Reuters.
To broer over floden Dnepr er lukket.
Der er blevet dræbt 2222 civile fra januar til august 2026 i Ukraine. Det skriver FN i en opdatering fra september.
Tallet ligger 55 procent over samme periode i 2025. Det er også over dobbelt så mange som i samme periode i 2024.
FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) advarede i slutningen af september om konsekvenserne af de fortsatte russiske angreb.
– Dagligdagen bliver i stigende grad farlig for civile på ethvert tidspunkt.
– At gå i skole, pendle til arbejde, shoppe, få sundhedshjælp eller at være derhjemme er ikke længere så sikkert, som det bør være, skriver OCHA.
RITZAU

