Tidligere Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard skal som formand få enderne til at mødes i ny grisefirepart.
Når arbejdet i en ny grisefirepart går i gang i 2027, bliver det med tidligere Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) som formand.
Der venter en “svær opgave”, lyder det fra Jacob Bundsgaard, dagen efter at firepartens kommissorium blev offentliggjort.
– Det er ikke den mindst komplicerede og nemmeste opgave, jeg har sagt ja til. Men det er også noget af det, der gør det spændende, siger han.
Grisefireparten kommer til at bestå af i alt syv parter, der på seks måneder skal forsøge at nå til enighed om fremtidens griseproduktion i Danmark, hvor målet er, at produktionen skal ske på en “mere bæredygtig måde”, og at dyrevelfærden “forbedres markant”.
Herefter skal firepartens resultater omdannes til lovgivning i Folketingssalen.
Der nedsættes også et ekspertudvalg, der skal give fireparten den nødvendige viden, inden arbejdet påbegyndes.
Grisefireparten er nedsat med inspiration fra den grønne trepart, hvor det lykkedes regeringen og en række interesseorganisationer og fagforeninger at blive enige om en aftale.
Her var det socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, der havde rollen som formand.
– Der er ingen tvivl om, at han er på kaffelisten, siger Jacob Bundsgaard om partifællen.
Jacob Bundsgaard var borgmester i Aarhus Kommune fra 2011 til 2024, hvor han forlod dansk politik. Han er i dag medstifter og rådgiver i bureauet Modus Advisory.
– Det er ikke en tilbagevenden til politik for mit vedkommende. Jeg har ikke nogen holdninger i det her.
Han har sagt ja til opgaven, fordi det er “meningsfuldt og vigtigt”.
– Min rolle bliver jo at få sikret en proces, hvor de parter, der sidder med om bordet – som jo i udgangspunktet har forskellige perspektiver på, hvad der skal ske – at de kan samles i nogle fælles løsninger.
– Det er klart, at det er en svær opgave, men jeg synes også, at der er givet et ret præcist kommissorium for, hvad det er, regeringen har givet af opgave til os alle sammen, siger Jacob Bundsgaard.
Den tidligere borgmester er “ikke nogen ekspert” i forhold til griseproduktion, men skal i stedet trække på sin erfaring fra politiske forhandlinger, lyder det.
Ud over regeringen er det Landbrug & Fødevarer, Dyrenes Beskyttelse, Fødevareforbundet NNF, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Erhverv og Dansk Industri, der er med i grisefireparten.
RITZAU