Dansk regering tager vigtigt skridt med politisk aftale

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

EU-landene har torsdag vedtaget tilbagesendelsesforordningen, der åbner for udrejsecentre uden for EU.

Den danske regering tog torsdag et vigtigt skridt mod oprettelsen af udrejsecentre uden for EU.

Det skete, da EU-landene på et møde i Luxembourg torsdag vedtog tilbagesendelsesforordningen.

Den åbner blandt andet mulighed for, at EU-landene lovligt kan oprette udrejsecentre uden for EU.

Vedtagelsen skete med kvalificeret flertal. Kun Spanien, der også har skabt modvilje i flere EU-lande ved at lægge op til at lovliggøre hundredtusindvis af papirløse migranter, stemte imod.

På vej ind til mødet glædede udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) sig over udsigten til vedtagelsen.

– Europa skal styrke de ydre grænser. Derfor er jeg glad for, at vi i dag vedtager hele lovgivningen for at udarbejde return hubs (udrejsecentre, red.), sagde Morten Bødskov på vej ind til mødet.

Han deltog torsdag morgen i et særskilt møde i den gruppe af fem lande, der kæmper for at få oprettet udrejsecentrene uden for Europa.

Ud over Danmark består gruppen af Tyskland, Holland, Østrig og Grækenland.

Deres mål er at indgå aftaler med tredjelande, så det vil blive muligt at sende afviste asylansøgere ud af Europa til udrejsecentre i tredjelande i løbet af næste år.

– Vi havde et godt møde i fem-lande-gruppen til morgen, og tingene bevæger sig godt i den rigtige retning, sagde Morten Bødskov.

EU-kommissær for migration, Magnus Brunner, ser torsdagens vedtagelse som endnu et tegn på, at EU i disse måneder tager vigtige skridt i forhold til at få styr på tilstrømningen til Europa.

Vedtagelsen kommer få måneder efter, at EU’s asyl- og migrationspagt trådte i kraft i juni. Og den har allerede haft effekt, mener Brunner.

– EU’s migrationsreformer virker. Tallene går ned. Vi har set et fald på 55 procent i illegale grænseovergange i de sidste to år. Men vi skal også se fremad og komme med nye initiativer, siger Magnus Brunner.

Det sidste med henvisning til blandt andet tilbagesendelsesforordningen og EU-Kommissionens fempunktsplan, som skal forhindre nye episoder som i den spanske eklave Ceuta, hvor tusinder af migranter strømmede ind på kort tid.

Magnus Brunner understreger samtidig, at forslagene – også udrejsecentrene – skal leve op til menneskerettighederne og international lovgivning.

– Det er en rød linje for mig, siger Magnus Brunner.

Sverige er ikke med i gruppen af fem lande, der arbejder på at få oprettet det første udrejsecenter uden for EU.

Man man ser frem til resultatet af Danmarks og de øvrige landes arbejde, siger Sveriges fungerende migrationsminister, Johan Forssell.

– Vi har sagt fra starten, at Sveriges regering støtter arbejdet. Vi ønsker at se et pilotprojekt, så vi kan evaluere modellen, siger Johan Forssell.

Han opfordrer dog samtidig EU-landene til at stramme deres nationale lovgivning og selv tage ansvar for at sende afviste personer ud.

– Selvom vi støtter return hubs, så er det ikke en mirakelkur. Sverige har formået at øge sine hjemsendelser med 60 procent over de sidste fire år uden udrejsecentre.

– Så vi ønsker at se øget samarbejde i Europa, men det kan ikke ændre behovet for stramninger i nationallovgivning, ligesom vi har gjort i Sverige, siger Johan Forssell.

Et flertal i EU-Parlamentet har allerede sagt ja til tilbagesendelsesforordningen, som dermed snart kan træde i kraft.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce