Socialdemokratiet vil hellere bruge de 100 millioner kroner, som årligt går til radiokanalen, på at styrke den lokale journalistik.
Radio IIII kan være på vej til at blive fortid som landsdækkende radiokanal.
Det siger Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Sophie Hæstorp Andersen, til Politiken.
I stedet mener partiet, at de 100 millioner kroner, der hvert år bruges på Radio IIII, kan gøre større gavn på andre områder.
“I stedet for at bruge 100 millioner kroner om året på en ekstra landsdækkende radiokanal vil vi hellere se på, hvordan vi kan styrke den journalistiske dækning og kvalitet rundt om i Danmark,” siger hun til mediet.
Sophie Hæstorp Andersen peger blandt andet på TV 2 Kosmopol, som hun mener bør styrkes, fordi stationen dækker et område med omkring to millioner danskere.
Hun ser samtidig i stigende grad Radio IIII som et podcastunivers frem for en landsdækkende FM-radiokanal.
Radio IIII’s fremtid bliver en del af forhandlingerne om et nyt medieforlig, som efter planen skal falde på plads inden nytår.
Hos Radio IIII er man dog ikke enig i Socialdemokratiets syn på sagen.
Direktør og ansvarshavende chefredaktør Nikolai Thyssen kalder det en fejl og “spild af penge”, hvis man vælger at lukke et alternativ til DR på FM4, hvor Radio IIII i dag sender.
Han fremhæver samtidig, at Radio IIII når ud til en gruppe danskere, som normalt ikke lytter til P1 på DR.
Ifølge ham er det blandt andet danskere med kortere uddannelser og personer, der bor uden for København.

