Danske og internationale stjerner på plakaten: NorthSide annoncerer første navne til 2027

Forud for torsdagens prisstigning kan NorthSide-arrangørerne løfte sløret for fem markante navne, der kickstarter næste års musikprogram.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Torsdag stiger prisen for en partoutbillet til næste års udgave af Aarhus-festivalen NorthSide.

For at vække appetitten hos publikum forud for prisstigningen kan arrangørerne nu løfte sløret for de første fem navne på plakaten.

Her er der tale om et af tidens største punkbands, en markant afrikansk profil, en genrebrydende chilener og to af de mest eftertragtede danske navne lige nu.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto.

Har gjort hardcore mainstream

Dagens annoncering føres an af det amerikanske hardcore punk-fænomen Turnstile.

Bandet, der var i Danmark så sent som i august, hvor de optrådte på Syd for Solen, har formået at gøre noget, der nærmest virkede umuligt.

De har nemlig taget den ellers så nicheprægede hardcore-lyd og fået et markant mainstream-publikum.

Sidste års ‘Never Enough’ opnåede for eksempel en top ti-placering på den amerikanske albumliste Billboard 200, mens nummeret ‘Birds’ fik viral opmærksomhed på sociale medier som TikTok og Instagram – særligt i forbindelse med stagediving-videoer fra Turnstiles koncerter.

At det går vildt for sig under bandets liveoptrædener, har publikum på Syd for Solen, Roskilde Festival og Copenhell samt i Pumpehuset tidligere oplevet.

Nu får NorthSides publikum ligeledes muligheden for at kaste sig ud i moshpitten til lyden af et af de mest toneangivende punkbands netop nu.

Stjerner fra flere kontinenter

Turnstile får blandt andre selskab af nigerianske Omah Lay, der er blandt de største afrobeats-stjerner lige nu.

Han har flere nummer ét-hits i hjemlandet, og hans musik har også nået langt ud over det afrikanske kontinent.

Omah Lay har desuden vist en stor global spændvidde med samarbejder med stjerner som canadiske Justin Bieber, nigeriansk-amerikanske Davido og puertoricanske Ozuna.

Det sidste internationale navn i dagens annonceringen er chilenske Akriila.

Hun gjorde sig først bemærket med debutalbummet ‘Epistolares’ i 2024.

Her blandede hun genrer som pop, rap, elektronisk musik og reggaeton til en sammenhængende, men genrebrydende masse.

For mindre end en måned siden vendte hun tilbage med opfølgeren ‘Lucy miró al mundo y notó que está girando’.

Denne gang har hun bibeholdt nogle af de elektroniske og poppede elementer fra debuten, men generelt gået i en mere indierocket retning.

En Akriila-koncert er derfor en rejse gennem adskillige genremæssige udtryk, og det kan NorthSide-publikummet i den grad se frem til at opleve.

Sidst, men ikke mindst, kan NorthSide også præsentere den danske popkomet Mille og et af de mest hypede danske rocknavne lige nu Von Quar.

Prisen på en partoutbillet stiger i morgen, torsdag, klokken 10.00 fra 2150 til 2400 kroner inklusive gebyrer.

Annonce
Annonce
Annonce