Regeringspartier tager afstand til deres egen ide

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Forslag fra regeringen om at skære i SU’en er hverken en idé fra De Radikale eller SF, siger partierne.

Både SF og De Radikale lægger afstand til partiernes eget forslag om at fjerne SU’en fra 81.000 hjemmeboende studerende.

SU-nedskæringen er en del af regeringens finanslovsforslag, og begge partier har derfor nikket ja til nedskæringen.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er noget, vi har fundet på. Men vi har indgået kompromisser i den her regering, og det står jeg på mål for, siger formand Pia Olsen Dyhr (SF) på vej til partiets gruppemøde tirsdag.

SPØRGSMÅL: Tror du, at SF’s vælgere stemmer på SF, så SF kan være med til at skære i SU’en?

– Det tror jeg ikke, at SF’s vælgere gør. Hvorfor skulle de dog det? Vi har stået værn om SU’en, og det har vi sådan set også gjort i denne regering. Det her konkrete forslag handler om hjemmeboende SU med forældre med indtægter på over 710.000 kroner. Så på den måde er der en social balance i det her, siger Olsen Dyhr.

Unge fra familier med de laveste indkomster, udeboende og unge, der modtager handicaptillæg, beholder deres SU på det nuværende niveau, påpeger politisk ordfører Sigurd Agersnap (SF).

SF har kontinuerligt igennem flere valgkampe sagt, at partiet ikke vil forringe SU’en.

I den seneste valgkamp lød det, at en SU-reform, hvor det sjette SU-år blev fjernet, skulle rulles tilbage.

Sigurd Agersnap mener dog ikke, at man kan tale om et løftebrud.

– Nej, jeg mener ikke, at det er et løftebrud. Man er nødt til at kigge på en finanslov som et samlet hele, hvor man kigger på de initiativer, der er, som løfter vores velfærdssamfund til flere mennesker og sørger for at støtte unge, der blandt andet bor på kollegieværelser, siger Agersnap inden gruppemødet.

Pia Olsen Dyhr, der også er økonomi- og indenrigsminister, har ved flere lejligheder udtalt, at det er forkert at skære i SU’en, og at SF er stor modstander af forringelser på det område.

Hos De Radikale siger politisk leder Martin Lidegaard, der er erhvervs- og konkurrencekraftsminister, at SU-forringelsen er en af de “svære ting” i finansloven. Altså for De Radikale.

– Det er ikke sjove beslutninger. Det er økonomisk ansvarlig politik, siger Lidegaard i forbindelse med De Radikales gruppemøde tirsdag.

– For familier, der tjener over 700.000 kroner, synes vi, det er fair nok, at man tager ansvar for, at vi kan løfte vores uddannelser og gøre det godt for de studerende, der bor på kollegier.

– Det er også radikal politik at være økonomisk ansvarlig. Så de investeringer, vi laver i dag, skal finansieres. Det er også radikal politik, jeg står 100 procent på mål for, siger Lidegaard.

Han tilføjer, at der “mig bekendt ikke er andre planer om yderligere nedskæringer på SU-området”.

Helt konkret vil regeringen tage SU’en fra 81.000 hjemmeboende studerende, hvis forældre har en samlet årlig indkomst på over 710.000 kroner.

Det svarer til, at hver forælder i gennemsnit har en månedsløn på 29.583 kroner.

Dermed har forældrene høje indkomster, mener finansminister Peter Hummelgaard (S).

– Det er ikke, fordi vi i særskilt grad går efter de unge. Tværtimod. Meget af det, vi godt vil bruge penge på, handler om unge mennesker.

– Det gælder kun for unge, der er hjemmeboende og har forældre med høje indkomster, siger Hummelgaard til DR.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce