Fra midnat kan langt de fleste landbrugere se udledningsgrænserne for kvælstof i 2027. Det bliver desuden også muligt at tilgå det værktøj, der skal hjælpe dem med planlægningen af deres produktion, og hjælpe dem med at overholde deres udledningsgrænse.
Når klokken slår 00.00 og mandag bliver til tirsdag, nås en milepæl i implementeringen af den ny reguleringsmodel for kvælstof.
Det sker når Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø åbner for, at landbrugere kan se, hvor meget kvælstof, der må udledes fra hver enkelt hektar landbrugsareal til kystvandet.
Det oplyser Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Christian Rabjerg Madsen, der er minister for natur og dyrevelfærd kalder det den mest ambitiøse reduktion nogensinde.
“Den nye kvælstofreguleringsmodel er den mest ambitiøse reduktion af kvælstofudledninger i Danmark nogensinde. Den er helt afgørende for at genoprette livet i vores fjorde og langs de danske kyster. Vi kommer det nu et skridt nærmere med udledningsgrænserne for 2027,” siger han.
Videre oplyses det, at der med den nye regulering og med udledningsgrænserne for 2027, vil hovedparten af de danske vandoplande nå i mål med deres kvælstofindsats for 2027.
Der er dog alligevel en række vandoplande, der har brug for yderligere indsats, lyder det.
Aftalekredsen bag den grønne trepart har i den forbindelse aftalt et genbesøg med henblik på at komme hele vejen i mål.
Ifølge ministeriet kan landbruget her være med til at påvirke reguleringstrykket på en række måder – enten ved at etablere vådområder, plante skov eller indgå i lavbundsprojekter.
Nogle landbrugere vil opleve, at tallene har ændret sig sammenlignet med de foreløbige udledningsgrænser, der kom i starten af sommeren.
De fleste vil dog opleve lempeligere udledningsgrænser, mens nogen vil opleve, at forholdene er forværret.
Til at understøtte den store omstilling, som landbruget står over for, har regeringen og aftalepartierne afsat en kompensationsramme på 1,9 milliarder kroner.
En mindre gruppe landbrugere vil desuden opleve, at tallene for de endelige udledningsgrænser først er klar senere i oktober.
Det skyldes ifølge ministeriet, at der er omkring 5.900 hektar udtagningsprojekter, der forventes færdiggjort i 2027.
Derudover forventes det, at omkring 90 hektar ansøgte minivådområder mangler at blive indarbejdet i beregningen af udledningsgrænser.
“Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, men al arealudtag skal regnes med som aftalt, og vi har fundet en løsning, som gør, at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i oktober forventes at justere udledningsgrænserne for de pågældende oplande. Heldigvis vil det betyde, at reguleringstrykket generelt vil blive mindre. Så landbrugerne kan godt gå i gang med at planlægge allerede nu,” siger Christian Rabjerg Madsen.
Udledningsgrænserne for kvælstof 2027
- Det fremgår af ”Aftale om et Grønt Danmark” fra juni 2024” og ”Aftale om Implementering af et Grønt Danmark” fra november 2024 (den grønne trepartsaftale indgået af S, V, M, SF, LA, K og RV), at den hidtidige markregulering af landbrugets kvælstofudledninger erstattes af ny kvælstofreguleringsmodel (NRM) fra 2027.
- Loven om bæredygtig forvaltning af næringsstoffer og drivhusgasser i land- og skovbruget (L5), der giver hjemmel til NRM, blev vedtaget af Folketinget d. 3. september.
- Hidtil har man primært reguleret mængden af gødning udbragt på markerne samt etablering af efterafgrøder, mens den nye kvælstofregulering er udledningsbaseret. Reguleringen sætter et maksimum for, hvor meget kvælstof der må udledes til vandmiljøet fra landbrugets marker. Det sker gennem en udledningsgrænse og en basisudvaskningsgrænse, som landbrugerne skal overholde på årlig basis.
- Med de fastlagte udledningsgrænser i den nye kvælstofregulering samt den indregnede arealomlægning vil hovedparten af vandoplande være helt i mål med de nødvendige kvælstofindsatser i 2027, som er vandrammedirektivets frist.
- Kompensationssatser forventes offentliggjort i et foreløbigt format medio oktober og i det endelige markkort (IMK) primo november.