Efter politisk aftale: Her bygges nu to militærbaser på Grønland

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

USA får lov til at oprette forsvarsområder to steder i Grønland med nyligt underskrevet aftale.

USA får tilladelse til at oprette forsvarsområder ved Narsarsuaq og Mestersvig.

Det fremgår af en ny forsvarsaftale mellem USA, Grønland og Danmark.

De tekniske detaljer skal aftales mellem parterne.

– De Forenede Stater vil få tilladelse til at oprette et yderligere forsvarsområde ved Narsarsuaq og Mestersvig i overensstemmelse med modaliteter og tekniske detaljer, som skal gensidigt aftales mellem parterne, lyder det i aftalen.

Narsarsuaq ligger i Sydgrønland, og Mestersvig ligger i Østgrønland.

Et forsvarsområde er i aftaleteksten defineret som et område i Grønland, hvor USA opretter og/eller driver en militærbase.

Med aftalen får USA også tilladelse til at modernisere og udvide dets aktiviteter på Pituffik Space Base – tidligere kendt som Thulebase. Her har USA allerede en militærbase.

Aftalen er tirsdag formiddag lokal tid blevet underskrevet af statsminister Mette Frederiksen, Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, og USA’s præsident Donald Trump i New York.

I sin tale ved FN’s Generalforsamling tidligere tirsdag sagde Trump, at USA omgående vil gå i gang med at bygge to store militærbaser i Grønland.

Han nævnte ikke, hvor de to baser kommer til at være.

– Som jeg annoncerede for nogle dage siden, har vi nået en aftale om det store og strategisk vitale stykke land kendt som Grønland, sagde præsidenten.

Fra talerstolen ved FN’s Generalforsamling roste den amerikanske præsident Danmark og Grønland.

– Jeg ser frem til at arbejde sammen med de vidunderlige mennesker fra Grønland og Danmark.

Han sagde også, at USA får mulighed for at gøre det, der er nødvendigt militært i Grønland fremover, så USA kan beskytte både det amerikanske kontinent og Europa.

– Ingen af USA’s modstandere vil fremover få lov til at etablere militær tilstedeværelse i Grønland eller få lov til at foretage investeringer uden vores tilladelse, sagde han.

Efter tirsdagens underskrivelse vil der være en godkendelsesproces i parlamenterne i først Grønland dernæst Danmark, hvor aftalen skal stemmes igennem endeligt.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce