En ny måling giver Venstre endnu en dårlig nyhed, mens presset vokser på partiformand Troels Lund Poulsen.
Venstre har fået endnu en dårlig måling. I den seneste Voxmeter-måling står partiet til 5,8 procent.
Ekstra Bladets politiske kommentator Anders Langballe vurderer, at udviklingen er alvorlig for både Venstre og partiformand Troels Lund Poulsen.
’Situationen er dybt alvorlig. Det gør ondt på deres selvforståelse, og det nærmer sig nu en overlevelseskamp for Venstre som magtparti,’ siger han til mediet.
Venstre fik 10,1 procent ved folketingsvalget 24. marts, hvilket var partiets dårligste valgresultat nogensinde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig er der uro internt i partiet. Ved afstemningen om gødskningsloven stemte fem af Venstres 18 folketingsmedlemmer imod partiets linje.
Det er ifølge Anders Langballe med til at skabe usikkerhed om partiets politiske retning.
’Som vælger ved man simpelthen ikke, hvad man får, hvis man stemmer på Venstre. Det kan godt være, at Troels Lund Poulsen siger, at han styrer partiet. Men når 30 procent af folketingsmedlemmerne går lodret imod hans linje, er det jo umuligt at vide, hvad Venstre står for,’ siger han.
I den omtalte måling står De Konservative til 9,1 procent, Liberal Alliance til 10,8 procent og Dansk Folkeparti til 14,1 procent.
