Aftalen mellem Grønland, Danmark og USA kan være med til at afslutte konflikten om Grønland. Europabevægelsen mener dog, at der fortsat er behov for at styrke forbindelsen mellem Grønland og EU.
Grønland, Danmark og USA er kommet frem til en aftale, som kan være med til at sætte punktum for konflikten om Grønland.
Men selv om aftalen bliver beskrevet som et godt fundament for det videre samarbejde, bør den ikke stå alene. Det mener Europabevægelsen, som peger på et tættere forhold mellem Grønland og EU som en vigtig prioritet.
‘Vi er nødt til at tage ved lære af konflikten. Når blækket på aftalen er tørt, skal vi arbejde videre mod et Grønland, der kommer tættere på EU. En stærk politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig alliance mellem Grønland og EU forbliver det bedste forsvar mod eventuelle fremtidige konflikter’, siger Europabevægelsens landsformand Jens-Kristian Lütken i en pressemeddelelse.
Han mener, at den seneste tids konflikt viser, hvorfor relationen til EU fortsat bør spille en central rolle.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Europabevægelsen fremhæver samtidig, at aftalen med USA kan få betydning for sikkerheden i Arktis og det nordatlantiske område. De mener dog, at aftalen bør suppleres med et tættere samarbejde med EU.
‘Aftalen med USA udgør et stærkt fundament for den fælles sikkerhed i Arktis og det nordatlantiske område. Men aftalen skal ikke stå i stedet for en tæt relation til EU. Den skal være et supplement’, siger Jens-Kristian Lütken.
Aftalen er endnu ikke endeligt på plads. Der mangler fortsat flere trin, og efter underskrivelsen skal den gennem de nødvendige parlamentariske procedurer.
Europabevægelsen følger udviklingen tæt og håber, at EU igen kommer mere i fokus, når aftalen mellem Grønland, Danmark og USA er faldet på plads.
