Siden 2015 har Esbjerg været et årligt tilflugtssted for orker, elvere og andre fantastiske skabninger.
Fantasyfestival har i løbet af de seneste 11 år vokset sig fra en lille lokal begivenhed til – ifølge festivalens hjemmeside – ‘et af Danmarks største kulturelle samlingspunkter for fantasyelskere’.
I den forgangne weekend blev byen igen fyldt med tusindvis af gæster, der var kommet for at dyrke det, de elsker allermest: fantasy.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Danske og internationale stjerner på programmet
Traditionen tro bød årets Fantasyfestival på et tætpakket program.
Tilbage i juni kunne arrangørerne annoncere weekendens program med hele 160 oplevelser og 115 stande.
“Uanset om man kommer for at møde forfatterne, købe nye bøger, hente ny inspiration om rollespil og gaming eller tage på det forrygende oplevelsesløb Fantasy Quest Esbjerg, venter der en weekend spækket med fortællinger og fællesskab knyttet op på fantasy-genren,” sagde Jacob Holm Krogsøe, kreativ leder for program og indhold, i den forbindelse på Fantasyfestivals hjemmeside.
Netop Fantasy Quest, som Krogsøe her nævner, var et populært event under festivalen.
I en blanding af rollespil, escape room og byvandring fik deltagerne her mulighed for at leve sig helt ind i en fantastisk fortælling, der foregik i Esbjergs gader.
Cosplay var ligeledes et stort fokus under festivalen, hvor der undervejs blev fundet vindere i flere katagorier.
Og så var der som altid fint besøg af internationale fantasyforfattere.
Det var blandt andre amerikanske Sherrilyn Kenyon – også kendt som Sherrilyn McQueen – og australske Jessica Townsend.
Der var også kendte danske navne som Niki Topgaard, ComKean og Hakkedrengene på programmet.
Festivalarrangørerne kigger allerede nu frem mod næste års Fantasyfestival.
Mandag har de i et Facebook-opslag løftet sløret for det allerførste programpunkt.
Det er Sønderjyllands Symfoniorkester, der indtager Musikhuset Esbjerg med en såkaldt ‘Game On!!’-koncert.
Det betyder, at de vil spille velkendte melodier fra spil som ‘Skyrim’, ‘World of Warcraft’, ‘Diablo’, ‘League of Legends’ og ‘Assassin’s Creed’.
Du kan allerede nu sikre dig en såkaldt EfterGNIST-billet her.





































