Borgmester i Københavns Kommune: “Der skal være mere plads til forskellighed i ældreplejen”

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

To spritnye plejehjemstilbud er på vej i Københavns Kommune, og målet er klart. Flere beboere, uanset alder, livssituation og baggrund skal kunne føle sig hjemme og trives.

Den nye budgetaftale for Københavns Kommune får politikerne til at tage to markante skridt mod en mere mangfoldig og inkluderende plejehjemskultur i hovedstaden.

Politikerne er blevet enige om, at der skal etableres et nyt plejehjemstilbud for yngre plejehjemsbeboere, samt et socialplejehjem for de mest udsatte borgere.

Det oplyser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

”Ingen mennesker er ens – heller ikke dem, der bor på plejehjem. Derfor skal der også være plads til mere forskellighed i den københavnske ældrepleje”, siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto. Foto: Adobe Stock.

Som det er i dag bliver man som borger under 65 år, der har brug for omfattende sundhedsfaglig pleje, spredt rundt på almindelige plejehjem i kommunen.

Men det kan være svært at finde sig helt til rette i fællesskabet, hvis man er den eneste på stedet, der tilhører en anden generation.

”Der er kæmpestor forskel på at være 55 og 85. Og man kan ret hurtigt komme til at føle sig alene eller isoleret, hvis alle omkring én er 30 eller 40 år ældre. Med det nye tilbud skaber vi et miljø, hvor yngre beboere kan spejle sig i hinanden og indgå i fællesskaber på deres egne præmisser,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Jens-Kristian Lütken (V).

Forvaltningen i Københavns Kommune etablerer det nye målrettede plejehjemstilbud for borgere under 65 år i en særskilt fløj på et allerede eksisterende plejehjem.

Ifølge kommunen bliver der plads til omkring 25 beboere, der alle får mulighed for at deltage i aktiviteter og fælleskaber, der bygger på målgruppens interesser og livssituation.

Det kunne være madlavningsaftener, digitale fællesskaber og sociale arrangementer, eksemplificerer kommunen.

Plejehjem for udsatte

Den nye budgetaftale indeholder samtidig en politisk enighed om, at København skal have et plejehjem for byens socialt udsatte.

Det kan eksempelvis være borgere, der har levet som hjemløse, har et misbrug eller en psykisk lidelse, fremgår det.

Formålet med plejehjemmet er at give de socialt udsatte et tilbud med ‘højere til loftet og større rummelighed’.

”Et langt liv, der er levet på kanten, sætter sine spor. Derfor kan det være svært for nogle af de mest udsatte borgere at finde sig til rette på et almindeligt plejehjem. De har særlige behov, som vi i dag ikke er gode nok til at rumme på et almindeligt plejehjem, og samtidig kan de andre beboere blive utrygge. Ingen af delene kan vi være bekendt, og det er vi heldigvis enige om på tværs af budgetpartierne,” siger Jens-Kristian Lütken.

Københavns socialborgmester jubler over det nye plejehjem.

”Jeg har længe arbejdet for, at vi får et socialt plejehjem i København, for behovet er stigende. Når man i store dele af sit liv har levet et hårdt liv på gaden, tærer det hårdt på fysikken, og derfor er der københavnere, der allerede i 50´erne har brug for fysisk og psykisk pleje, som vi desværre ikke har det rigtige tilbud til i dag. Det er godt, at et socialt plejehjem bliver til i et samarbejde mellem Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, for det vil være københavnere, der i dag hører under de to forvaltninger, som i fremtiden skal bo der. Samtidig er det vigtigt, at vi også inddrager civilsamfundet i det kommende arbejde, fordi de har en stor viden på området,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Socialplejehjemmet skal have omkring 45 pladser og have en tværfaglig medarbejdergruppe med social- og sundhedsfaglige, pædagogiske og socialpsykiatriske kompetencer, oplyses det.

Annonce
Annonce
Annonce