Priserne på benzin og diesel er eksploderet over den seneste tid, grundet flere krige og konflikter rundt i verden. En ny måling viser, at et flertal ønsker lavere afgifter, og det får finansministeren til at komme med et løfte.
Hvis man er så uheldig at eje en benzin- eller dieselbil i øjeblikket, har man ikke undgå at kunne mærke det.
Prisen for at fylde tanken er usædvanligt høj – så høj, at prisen i september satte rekord med en liter diesel til 19,19 kroner.
Det vil et flertal af borgerne nu have politikernes hjælp til at kunne håndtere bedre økonomisk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det viser en ny meningsmåling, som instituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Ifølge Ritzau mener 53,8 procent af de adspurgte, at regeringen bør sænke afgifterne på benzin og diesel midlertidigt.
33,3 procent er dog imod det forslag, mens 12,9 procent svarer, at de ikke ved det.
Torben Kudsk, der er politisk chef i bilejernes organisation, FDM, bekræfter at priserne er en stor udfordring for bilisterne i Danmark.
“Brændstof er historisk dyrt. Så vidt vi kan se, har priserne ikke været højere i nyere tid,” siger han til Ritzau.
I regeringen er man bestemt også opmærksomme på de stigende priser.
Peter Hummelgaard, der er finansminister har tidligere i et opslag på Facebook fremhævet en række tiltag både den nuværende og tidligere regering har taget for at råderummet øges i danskernes økonomi.
Han pointerer samtidig, at de er klar til at gøre mere.
‘Vi er ikke blinde for det, der sker lige nu. Hvis energipriserne fortsætter op, og situationen udvikler sig yderligere, er vi selvfølgelig klar til at gøre mere,’ skriver Peter Hummelgaard.
Han vil dog ikke uddybe, hvad der konkret vil gøres, hvis det fortsætter.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, erklærer sig enig med sin partifælle.
“Der er ingen tvivl om, at det er noget, der rammer mange familier hårdt i de her uger,” siger han.
Han vil dog ikke love eller varsle en særlig hjælp.
I målingen blev der desuden spurgt om, hvad der bør lægges mest vægt på, når regeringen skal tage stilling til afgifterne på brændstof.
Her mener 39,2 procent, at det er at sænke priserne.
27,2 procent mener derimod, at priserne skal fastholdes af hensyn til klima og miljø.
25,9 procent svarer, at begge hensyn bør veje lige tungt, mens 7,7 procent svarer, at de ikke ved det.