Det ændrer intet for De Konservative, at Venstre i øjeblikket klarer sig rigtig dårligt i meningsmålinger.
Selv om Venstre rasler ned i de politiske meningsmålinger, så er Venstre-formand Troels Lund Poulsen fortsat De Konservatives bud på en statsministerkandidat fra blå blok ved næste folketingsvalg.
Det siger De Konservatives formand, Mona Juul, lørdag under partiets landsråd i København.
– Vi har peget på Troels Lund Poulsen. Vi gjorde det før valget, vi gjorde det under valget, og vi har også gjort det efter valget. Og der er bare ikke noget nyt til det, siger hun.
– Jeg tror, man kan forestille sig ufatteligt mange scenarier i det her. Jeg har det bare sådan, at når vi peger, så peger vi. Og det har vi gjort.
(Artiklne fortsætter under billedet)

Spørgsmål: Så der er ingen nedre grænse for Venstre?
– Der er ikke, lige meget hvordan vi kan forestille os, at fremtiden skal se ud på den ene eller anden måde, nogen ny melding fra os, siger Mona Juul.
Venstre står blot til at få 7,0 procent af stemmerne i den seneste politiske meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter, der blev offentliggjort mandag i denne uge.
Dermed ville partiet ifølge målingen blot være det fjerdestørste parti fra den blå blok, hvor Dansk Folkeparti står stærkest.
De Konservative står i målingen til at få 9,9 procent af stemmerne.
Mona Juul bliver spurgt, hvorvidt De Konservative vil kunne pege på Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, som statsministerkandidat.
– Vi har peget på Troels Lund Poulsen, så for mig er det et hypotetisk spørgsmål, siger hun.
Mona Juul ser ikke sig selv i rollen som statsministerkandidat, fortæller hun.
– Jeg har været tidligt ude og sige, at det, synes jeg, lige er frisk nok. Jeg har stadig kun været formand i to år, så det ser jeg ikke for mig.
Næste folketingsvalg skal afholdes senest i marts 2030.