Politiet oplyser, at store dele af butikken formentlig går tabt i den voldsomme brand, mens brandfolk kæmper for at redde lageret.
To brandfolk er blevet kørt på skadestuen i forbindelse med en større brand i Brugsen på Århusvej 44 i Tirstrup.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Lydersen torsdag morgen.
– Der har været godt gang i den, og der er stadig efterslukningsarbejde i gang.
– To brandfolk har fået noget kulilteforgiftning og er kørt til kontrol på skadestuen, siger Michael Lydersen.
Politiet har spærret Århusvej mellem Hybenbakken og Ballevej i forbindelse med branden, fortæller han.
– Brandvæsenet er løbet tør for vand, dér hvor der er direkte vandtilførsel. Så nu skal de have fragtet vand dertil, hvilket giver nogle logistikudfordringer.
– Den sidste melding er, at de kan redde lageret derude, men butikken brænder formentlig ned, siger Michael Lydersen.
Ingen civile er umiddelbart kommet noget til i forbindelse med branden, som blev anmeldt klokken 02.54, fortæller han.
– Det er med forbehold for, at vi jo ikke har været inde på stedet. Der er ikke noget, der indikerer det, siger vagtchefen.
Derfor kender politiet heller ikke brandårsagen endnu.
– Når det er muligt, skal vi ind og undersøge det – hvis der er noget at undersøge. Vi er stadig til stede derude, og Århusvej er stadig spærret, siger Michael Lydersen.
Vagtchefen kan ikke give nogen tidshorisont for, hvornår Århusvej bliver genåbnet.
– Vi har dog en udfordring, fordi det er færdselsåren mellem Aarhus og Grenaa, og man skal rimelig langt udenom, hvis man skal blive på de større veje.
– Derfor lukker vi også tunge lastbiler igennem, for det er den eneste vej, de kan komme igennem dér. Øvrige trafikanter bliver nødt til at finde andre veje, siger han.
Politiet forventer dog, at Århusvej bliver åbnet for trafikken, så snart branden er slukket.
Østjyllands Politi skrev tidligere på meddelelsestjenesten Politi Update, at man skal gå indenfor, lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg, hvis man bor i nærheden af branden.
Det er fortsat aktuelt, siger Michael Lydersen.
– Hvis man oplever, at røgen søger hen mod én, skal man selvfølgelig søge indenfor. Man skal ikke opholde sig i røgen, siger han.
RITZAU





